Boblernes konge er i byen

Det startede som tidsfordriv. I dag kan Tom Noddy blæse vulkaner og karruseller af sæbebobler og meget andet. Experimentarium har været heldig at få verdenstalentet op på scenen under Sæbeboblefestivallen i dag.

Tom Noddy turnerer på 30. år verden tynd med sine skulpturelle boble-kreationer ¿ og Experimentarium er i hans øjne et hit. Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Tom Noddy. Nej, navnet siger ikke mange ret meget. Men den 57-årige californier er en stjerne i sæbebobleblæserbranchen. En gudsbenået Seifenblasenkünstler, som de siger i Tyskland. Den gamle hippie optræder denne weekend med sit usædvanlige og stærkt underholdende talent under Experimentariums Sæbeboblefestival.

Festivalen var egentlig ikke planlagt, men da boblekongen overraskende sagde ja til at komme, blev arrangementet hurtigt stablet på benene. Under arrangementets sidste dag i dag kan børn og forældre med lige stor glæde lære at lave svære sæbebobler.

Man kan lege med boblerne, og opleve rekordforsøg og den svenske sæbe- og boble-professor fra Universitetet i Uppsala, Göran Rämme, forklare om overfladespænding, farver og minimalformer.

Boble-varianter
To gange i dag optræder special guest Tom Noddy altså med sine sæbeboble-karruseller, sæbebobler inde i sæbebobler, firkantede bobler og sæbeboblevulkaner med røg i og viser, hvordan man selv kan lave dem og meget meget mere.

Tom Noddy opdagede sit bobletalent, da han som 21-årig kedede sig bravt, mens han sparede penge sammen til en blaffertur gennem Europa. Han brugte aftenerne på at blive god til yoyo, »men helt ærligt, jeg var 21 år!,« som han sagde til Berlingske i går inden sit show.

Han forsøgte sig med andre former for tidsfordriv, indtil han fandt på det med boblerne og begyndte at eksperimentere. Da den første aha-oplevelse havde meldt sig ved synet af to bobler, der stødte ind i hinanden og blev til én, var idéen skabt og en glorværdig karriere lå, efter nogle år som gadegøgler i Central Park i New York, foran ham.

På 30. år turnerer Tom Noddy verden tynd med sine nærmest skulpturelle boble-kreationer på alt fra natklubber til skoler og videnskabscentre. Steder som Experimentarium er hans foretrukne:

»Børn elsker at se deres far grine og have det sjovt, derfor er videnskabscentre meget bedre at optræde i end skoler, hvor eleverne er tvunget til at se på sammen med lærerne,« siger Tom Noddy.

Sæbeboblefestival på Experimentarium. I dag er sidste dag. Åbent fra kl. 11.00-17.00.