Blufærdige glemmer kondomet

Selv om langt de fleste danskere gerne vil bruge kondom, afholder blufærdighed især kvinderne fra at finde gummiet frem.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHAIWAT SUBPRASOM
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske unge har intet imod at bruge kondom, og det er helt okay, hvis partneren foreslår at finde gummiet frem.

Alligevel har især en del af pigerne det svært med at skulle tage initiativet. Det viser en ny undersøgelse af unges holdning til kondom, som Sundhedsstyrelsen har fået lavet, skriver metroxpress

»Der er altså stadig en stor blufærdighed i forhold til kondombrug, hvilket er en lidt sjov kontrast til den meget positive holdning til kondomer. For vores tal viser jo tydeligt, at man risikerer meget lidt ved at foreslå sin partner at bruge kondom,« siger chefkonsulent Niels Sandø fra Sundhedsstyrelsen.

Både hos mændene og kvinderne svarer omkring 95 procent, at de ville reagere positivt på et forslag om at bruge kondom. Hos kvinderne ville tre ud af fire faktisk blive glade for det.

Samtidig viser undersøgelsen dog også, at omkring 40 procent af de unges første gang med en ny partner stadig foregår uden kondom.

Og det er i høj grad mandens ansvar at sørge for, at kondomet er til stede: 85 procent af mændene svarer, at de selv stod for at have det med, sidst de havde sex med kondom med en ny partner. Og 80 procent tog selv initiativ til at få det på.

Ifølge sexolog Joan Ørting bør det dog være et fælles ansvar at sørge for kondomet - og at det kommer på.

Det kan dog være svært for nogle piger at få nævnt kondomet, når først de er endt hjemme i sengen, siger Joan Ørting. Derfor opfordrer hun til at foreslå det allerede på vejen hjem.

»Det at spørge om kondom er jo også at sige, at man skal have sex om lidt. Dermed understreger hun, at hun ikke er en narrefisse. Og så bliver drengene bare glade, for så ved de, at de får sex,« siger Joan Ørting til metroxpress.

BNB