Blodprøver kasseret efter postforsinkelse

Tusindvis af blodprøver kasseres, og undersøgelser på hospitaler aflyses.

Det er ifølge DR P4 Nordjylland konsekvensen af, at Aalborg Universitetshospital oplever store problemer med forsendelsen af blodprøver.

Prøverne sendes i pakker, der transporteres af PostNord. Men sygehuset oplever, at blodprøverne ofte er så længe undervejs, at de er ubrugelige og må kasseres ved ankomsten.

Hos PostNord er man dog uforstående over for utilfredsheden. Fejlraten ligger inden for den indgåede aftale, som sygehuset har købt, lyder det fra selskabet.

Region Nordjylland vil nu skabe sig et overblik over de samlede konsekvenser af forsinkelserne og på den baggrund overveje alternative leverandører.

/ritzau/