Blekingegade-banden blev beskyttet af terrorfrygt

Efter et af bandens røverier mistænkte politiet to højtstående PFLP-folk i Paris. De blev aldrig udleveret fra Frankrig, fordi anmodningen blev stoppet i Justitsministeriet, som frygtede at trække terror til Danmark sammen med de to mænd.

Blekingegadebanden under retssagen. Ifølge den nye bog om banden var det frygt for terror, der fik Justitsministeriet til at stoppe Lyngby Politis efterforskning i sagen, nemlig anmodningen om at få udleveret to højtstående PFLP-folk i Paris. Det var for farligt at have dem siddende i danske fængsler, mente man. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tegning fra retssagen/Scanpix

Forfatterenen Peter Øvig Knudsen opruller i sin nye bog om Blekingegade-banden et forløb, hvor Lyngby Politi blev stoppet i efterforskningen af et af bandens røverier af det danske justitsministerium.

Bogen beskriver ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten, hvordan Lyngby Politi forgæves forsøgte at få udleveret to palæstinensiske mænd fra terrororganisationen PFLP, som var blevet taget i en lufthavn i Paris med seks mio. kr. på sig.

Pengene stammede fra Blekingegade-bandens kup i Lyngby i marts 1983, og selv om Lyngby Politi forsøgte at få udleveret både penge og PFLP-mænd, skete der ikke noget i sagen, eftersom Justitsministeriet aldrig afsendte anmodningerne.

Årsagen skulle være, at man ikke var interesseret i at have to højtstående medlemmer af PFLP siddende i et dansk fængsel af frygt for, at det kunne medføre befrielsesaktioner i form af ambassadeangreb eller flykapringer.

Daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) husker i dag ikke episoden.
Peter Øvig Knudsen kalder det en skandale, at Justitsministeriet bremsede Lyngby Politis efterforskning.

»At man i Justitsministeriet prioriterer sådan, at man lader være med at opklare en forbrydelse af så alvorlig karakter af nogle politiske grunde - det er skandaløst. Og specielt i dag, når vi nu ved, hvad den gruppe senere fik på samvittigheden. I dag siger de klart, at hvis de var blevet anholdt, sigtet og havde fået at vide, at man vidste så meget, som man gjorde, så ville de have indstillet deres aktiviteter. Det havde givet dem en alvorlig advarsel og afholdt dem fra at lave flere røverier. Og så var der næppe en ung politibetjent, der var blevet skudt i Købmagergade,« siger han.

I flere tilfælde peger bogen på, at sløseri eller andre hensyn bremsede efterforskningen af sager mod medlemmerne. Et af gruppens medlemmer, som er anonym i bogen, siger:

»To gange ransagninger i min bolig og en sigtelse for røveri, så havde jeg aldrig rørt kriminalitet igen med en ildtang. Og det ville med sikkerhed også have gjaldt for de andre.«

Chefpolitiinspektør Per Larsen, der var operativ leder i PET i perioden, mener, at det er billig efterrationalisering fra Blekingegade-bandens medlemmer.
»Det virker meget nemt at sige, at man ville være stoppet med kriminalitet, hvis vi var skredet til anholdelser eller ransagninger tilbage i 1983. Problemet er, at PET som alle andre skulle have et mistankegrundlag for at skride til anholdelser, og det havde vi ikke på det tidspunkt. PET har ikke på noget tidspunkt undervejs siddet og gemt sig eller undertrykt viden. Vi gik ikke præventivt ud. Umiddelbart handlede det jo om lovlig politisk virksomhed, og der ville være lydt et ramaskrig på Christiansborg, hvis vi blandede os i det. Præventive samtaler var slet ikke på tale på det tidspunkt,« siger han.

Blekingegade-bandens medlemmer blev idømt fængselsstraffe i op til 10 år i 1991. Peter Øvig Knudsens bog er andet bind i hans samlede værk om den danske bande. Det udkommer den 1. november.