Blasfemiudstilling vil ikke vise Muhammed-tegninger: Kurt Westergaard tilbyder blankt papir

Skovgaard Museet i Viborg åbner fredag en udstilling om blasfemi. Det bliver uden Muhammed-tegningerne, og den beslutningen møder kritik. Kurt Westergaard har en løsning.

Kurt Westergaard vil have et et blankt papir med i en udstilling om blasfemi.  AFP PHOTO / ODD ANDERSEN Fold sammen
Læs mere
Foto: ODD ANDERSEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Billedstorm. Det er navnet på den udstilling, der fredag åbner hos Skovgaard Museet i Viborg. Formålet med udstillingen er at vise, hvordan blasfemi siden reformationen har provokeret og skræmt publikum, skriver TV2.

Men udstillingen får ikke selskab af de berømte Muhammed-tegninger, og det har fået Kurt Westergaard til at tilbyde en løsning: Han vil aflevere et blankt papir med initalerne »KW« i nederste højre hjørne. Westergaard er en af tegnerne bag Jyllands-Postens skildringer af Muhammed, som fandt vejen til avissiderne for 11 år siden. Han siger selv om sit tilbud til TV2:

»Det er det, man kan vise, og så ville det sikkert give nogle kraftige associationer til et af ikonerne for ytringsfriheden.«

Trykkefrihedsselskabet mener, at Muhammed-tegningerne mangler. De er ikke tilfredse med beslutningen.

»Det kan kun være udtryk for en fejhed og en selvcensur, der i den her sammenhæng er upassende. For hvad er egentlig formålet med at have en udstilling om blasfemi, hvis man ikke tør have noget med,« siger Aia Fog, næstformand i Trykkefrihedsselskabet, til TV2.

Hos Skovgaard Museet i Viborg mener de ikke, at det er et udtryk for selvcensur. De har dog haft museets sikkerhed med i overvejelserne.

»Det ville være naivt, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt over den sikkerhedsrisiko, der selvfølgelig er forbundet med at vise Muhammed-tegningerne. Det var ikke den primære årsag til at fravælge dem, men jo, det er også noget, vi har taget med i vores betragtninger,« siger museumsleder Anne-Mette Willumsen til TV-stationen.

Om Kurt Westergaards blanke papir skal udstilles, bliver nu overvejet af museumsledelsen. Kurt Westergaards tegning var en af de mest omdiskuterede i sagen om Muhammed-tegningerne. Den forestillede profeten Muhammed med en bombe i turbanen. I 2010 blev tegneren angrebet i sit hjem. Angriberen blev to år senere dømt for terror ved Højesteret.

Muhammed-tegningerne udløste diplomatisk krise, hvor flere muslimske lande boykottede danske varer. Ligeledes blev danske ambassader angrebet, ligesom krisen udfordrede terrortruslen mod Danmark.