Blachman er årets aprilsnar

Danmarks sjoveste mand er Thomas Blachman. Han optræder i hele tre af avisernes aprilsnar-historier i dag.

Thomas Blachmans helt særlige retorik har givet ham mange fans - og det modsatte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Flindt

Det får mange ting til at falde på plads for os, hvis hele X Factor-fænomenet i virkeligheden bare var en lang optakt til en fælles aprilsspøg fra Politiken, Ekstra Bladet og B.T.

B.T. bringer i dag historien om, at Naser Khader har hyret X Factor-dommer Thomas Blachman til at være "åndelig vejleder og spirituel guide" for Ny Alliance.

"Malou og René (Aamund og La Cour Sell red.) de var bare kendte. Thomas Blachman er så meget mere. Jer er meget - i sagens natur - glad", siger partileder Khader til B.T. ifølge B.T.

"Vi må have en fire dages arbejdsuge. Jeg leder efter noget musik, der kan akkompagnere fremtidens samfund, okay? Vi er alligevel blot rumvæsner alle sammen", siger parti-vejleder Blachman ifølge B.T., der dog ikke angiver i hvilken sammenhæng ordene er faldet.

Heidi ud af X Factor ved en fejl
Både Politiken og Ekstra Bladet kan afsløre, at Heidi røg ud af X Factor på grund af en SMS-fejl. I virkeligheden var det Laura, der fik færrest stemmer, og nu kræver Thomas Blachman (jo, ham igen), at finalen går om.

"Vinderen skal være den rigtige. Det kræver musikken af os. Alt andet vil være at tage pis på selve fænomenet talent. Så kunne vi jo lige så godt have trukket lod," siger Thomas Blachman til Politiken ifølge Politiken.

Ny træner for landsholdet
Også Nyhedsavisen har fat i de store navne til sin aprilsspøg om, at Henrik ’Store’ Larsen overtager landsholdet, fordi Morten Olsen forlader trænerposten i raseri over den meget kritik.

"Nu skal ærmerne smøges op, og vi skal vinde nogle fodboldkampe, så vi kommer med til det VM. Men mere kan jeg altså ikke sige nu," siger Henrik Larsen til Nyhedsavisen ifølge Nyhedsavisen.

LO dropper 1. maj
I 24Timer kan man læse om et fælles forslag fra Dansk Arbejdsgiverforening og LO om at slå 1. maj og Grundlovsdag sammen til én fælles demokratidag.

Den internationale kampdag droppes på grund af manglen på arbejdskraft:
"Vi har regnet ud, at vi kan frigøre 5000 hænder," siger Povl-Christian Jensen, vicedirektør i DA til 24timer ifølge 24timer.

Tårnhøje selvbygs-hammere
Byggemarkedskæden Silvan har i bedste gør-det-selv-stil indrykket en annonce-spøg udformet som en artikel: Ifølge den er borgere landet over i oprør over kædens planer om at bygge hammere i overstørrelse som nyt vartegn for butikkerne.

Blandt andet skal der opføres en kæmpehammer ved Den Gamle By i Århus. Silvanmedarbejdere har selv designet hammerne og vil også selv bygge dem, siger Silvan ifølge Silvan.

Fra Grønland over Kina til Valby
Ifølge MetroXpress har Danmark solgt Grønland til USA for 1,2 milliarder kroner, hvilket faktisk forekommer at være lidt af et røverkøb.

Urban sælger til gengæld historien om, at man nu kan adoptere en kinesisk hund, for at den ikke skal blive spist i sit hjemland.

Og på fagbladet Journalistens hjemmeside kunne man læse, at Paula Larrain bliver ny chefredaktør på Se og Hør: Hun efterfølger Henrik Qvortrup, der selv vælger at gå i protest mod ledelsens krav om, at bladet skal gå endnu tættere på de kendte.

Også gas i æteren
Radio og TV holder sig heller ikke for fine til at gække med den 1. april.

P3 holdt sig til det dominerende tema og kunne solo bringe nyheden om, at X Factor nu bliver sat op som musical med Laus "Krumme" Høybye i rollen som den unge Martin og med Lars Bom inden i den allestedsnærværende Thomas Blachman.

Go'Morgen Danmark fortalte, at biler på gule plader fremover kun må køre 70 kilometer i timen på motorvej og de må ikke overhale mellem klokken 7 og 21.

Og DR Sjælland fik kortvarigt Børsen.dk til at hoppe på historien om at der skal sættes broklapper på Storebæltsbroen, fordi den globale opvarmning får vandstanden til at stige, så de store skibe ikke længere kan gå under broen.

Lokalt hundeslagsmål
I Gentofte er lokalavisen Villabyerne udkommet med en nyhed om, at Don Ø vil bygge en multiarena med plads 8000 tilskuere til midt i Bernstorffsparken.

Arenaen skal bruges til basketball, der jo er en meget stor sport i Danmark. Slottet midt i parken skal bruges til administrationsbygning for FCK Basket, mens arenaen skal ligge midt på engen, der indtil nu har været ramme om Københavns suverænt bedste hundepark.

Islam Demokraterne
For tidlig afgang overgik gårsdagens aprilsspøg om det nystiftede parti Islam Demokraterne.

Ifølge spasmagernes egen hjemmeside ville de eksponere mediernes dæmonisering af muslimer med det formål at få denne demænomisering til at ophøre - ved i stedet at dæmonisere medierne. Det fremgår ikke helt, om det lykkedes.

Men vi vil da lige nævne, at Berlingske ikke hoppede på den spøg. Der er ganske vist kommet mange nye partier de seneste år, så nogen har vel troet, at et parti mere godt kunne smutte ubemærket ind i nyhedsstrømmen.

Det er dog ret sjældent, at nye partier lanceres via en pressemeddelelse fra en gmail-adresse og med en falsk postadresse.