Blå partier bejlede i nat til De Radikale, der har fået nøglerolle

Radikale Venstre har fået en interessant rolle, der får flere partier til at flirte med Radikale Venstre og invitere partiet over i blå blok.

 
Flere gange under partilederrunden blev der spurgt til, om Radikale Venstre kunne finde på at pege på blå regering. Video: DR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Blå partier står nærmest i kø for at sende invitationer og følere til Radikale Venstre om at komme over til blå blok.

Det fremgik af nattens partilederrunde på Christiansborg, hvor både lederne fra Nye Borgerlige, Moderaterne, Venstre og Liberal Alliance spurgte De Radikale om muligheden for at pege på de blå.

Baggrunden for invitationerne er, at stemmerne på valgaftenen på en ganske særlig måde faldt ud til Radikale Venstres fordel.

Godt nok er partiet blevet mere end halveret fra 16 til 7 mandater, men fordi Moderaterne ikke blev tungen på vægtskålen, og fordi rød blok samlet set fik 90 mandater, har De Radikale mulighed for at hive tæppet væk under det røde flertal.

Den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, blev af DRs journalist spurgt, om hun finde på at pege på en blå eller lilla statsminister, såfremt forhandlingerne med Mette Frederiksen ikke går som forventet. Svaret lød, at partiet peger på Mette Frederiksen som kongelig undersøger, men hun antydede også, at det handler om at få mest mulig radikal politik igennem.

Afsøge både rød og blå muligheder

Den pointe var Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, hurtig til at gribe.

»Så hvis I kan få mere politik igennem med … lad os sige Ellemann, Løkke, Pape og hvad der nu ellers skal til for at lave 90 mandater, så er I åbne over for det?«

»Selvfølgelig handler det altid om det politiske grundlag,« gentog Sofie Carsten Nielsen, hvortil Vanopslagh sagde:

»Så skal vi jo afsøge begge muligheder« – altså både rød og blå – sagde Vanopslagh, der glædede sig.

Pernille Vermund (NB) glædede sig over, at det røde flertal var blevet mindre end ved valget i 2019. Hun brugte en tidligere debat om udlændingepolitik, hvor hun havde sporet opbakning hos den radikale leder til en hård kurs over for kriminelle udlændinge, som løftestang til at sende at sende en invitation afsted til De Radikale.

»Der kunne jo godt være en invitation til, at Sofie Carsten Nielsen kom herover og fik en lille samtale med de borgerlige partier,« sagde Pernille Vermund, der samtidig  langede ud efter Mette Frederiksen og minksagen fik tilføjet:

»Det kunne da være interessant, hvis flertallet alligevel ikke var så rent rødt, som det ser ud til,« lød det fra Vermund.

Ikke særlig rød

Svaret fra den radikale leder var, at hun ikke er »særlig rød, men heller ikke særlig blå«, men kom også med en slet skjult kritik af Nye Borgerliges udlændingepolitik med en formulering om, at hun lagde stor vægt på at »behandle mennesker ordentligt, uanset hvor de kommer fra.« Hun nævnte dog også, at De Radikale og Nye Borgerlige nok kan blive enige om at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen sendte også en slet skjult invitation ud til Radikale Venstre.

Han hæftede sig ved, at Sofie Carsten Nielsen lød »meget interesseret« i den reformpolitik, som befinder sig på den blå side af midtergangen. Han tilføjede, at hun næppe heller ville finde opbakning til den udlændingepolitik, som hun ønsker at føre, hos Mette Frederiksen, og han mindede om, at Sofie Carsten Nielsen havde væltet Mette Frederiksen på grund af mistillid.

Lars Løkke Rasmussen (M) sendte ligeledes en føler ud. Han kaldte det »rigtig, rigtig spændende«, om Radikale Venstre er i stand til at frigøre sig fra positionen som et »selvhævdende midterparti, som »altid« ender med at pege på en rød statsminister.

Sofie Carsten Nielsen understregede, at hun ikke vil lægge mandater til en ny etpartiregering, men lagde op til bredere samarbejde og nævnte i den forbindelse Venstre.