Blå bog: Peter Øvig Knudsen

Peter Øvig Knudsen er 46 år og har været journalist på Månedsbladet PRESS, på Dagbladet Information og på Weekendavisen.

Peter Øvig Knudsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Berg

Sammen med Lars von Trier lavede han midt i 90erne en række Marathonsamtaler med kendte mennesker foran et rullende kamera, hvor de bl.a. blev bedt om at fortælle, hvilket træ, de ville være.

Siden 2003 har han arbejdet som fri forfatter og han slog for alvor sit navn fast allerede i 2001 med bogen om modstandskampens likvideringer under besættelsen, ”Efter Drabet”, der i 2003 var grundlaget for dokumentar filmen ”Med ret til at dræbe” med interviews med nogle af de gamle frihedskæmpere.

Den fik Robertprisen for bedste dokumentarfilm i 2004, samme år som Peter Øvig Knudsen udgav sin anden bog om besættelsen, ”Birkedal – en torturbøddel og hans kvinder,” og modtog Danmarks Radios Rosenkjærpris for begge bøger. Han har også fået Henri Nathansens fødselsdagslegat for a afdække underbelyste sider af besættelsestiden.

Sidste år udkom hans tobindsværk om Blekingegadebanden, som han er nomineret til årets Cavling-pris for, bl.a. med den begrundelse, at bøgerne er et stykke perspektiveret og velfortalt nutidsarkæologi, som belyser hvor langt en gruppe mennesker vil gå for at nå et politisk mål.

Peter Øvig Knudsen interesserer sig som forfatter for situationer, hvor folks etik bliver udfordret, og han kan godt lide at punktere entydigheden og vise, at man ikke kan dele alting op i sort og hvidt og helte og skurke.