Blå baretter holdt den grønne linje

FN har haft fredsbevarende styrker på Cypern i 50 år – og det danske forsvar var med fra begyndelsen. Jubilæet blev fejret med kongerøgelse og medaljer på Kastellet torsdag eftermiddag.

Prins Joachim skridtede fronten af, da De Blå Baretter holdt parade på Kastellet torsdag eftermiddag i anledning af 50-året for udsendelse af danske soldater og politifolk til Cypern. Foto: Betina Garcia Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Klart og solrigt vejr. Flag mest i rødt og hvidt. Voldene i frodigt grønt og fulde af tilskuere.

Eftermiddagens hovedpersoner står i lange rækker: Soldater i knivskarpe jakkesæt og tindrende lyseblå baretter. Alle fra den generation, hvor man lærte noget i skolen.

Kastellet dannede torsdag eftermiddag stemningsfuld ramme om den danske fejring af den internationale dag for FNs fredsbevarende styrker – en fejring med særligt gode anledninger fra dansk side: Det er 50 år siden, at forsvaret sendte de første soldater og politifolk til Cypern.

Øen i det østligste Middelhav er ganske lille, men centrum for et storpolitisk spil. Grækere ser den som græsk og bebor især dens sydlige del. Tyrkere ser den som tyrkisk og bebor især den nordlige del.

FN har haft fredsbevarende styrker på øen siden 1964. Lidt under 1.000 soldater fordeler sig langs »den grønne linje« mellem områdets to befolkninger og holder ro og orden. Helt frem til 1995 medvirkede danskere til at opretholde freden på øen.

Hold 1 og Hold 2 var de første danskere af i alt 53 hold på øen. Lidt over 250 af de oprindelige udsendte er mødt frem mellem Kastellets smukke langhuse. De har flotte medaljer, store takketaler og en længe ventet buffet med cypriotiske specialiteter i udsigt.

De stiller op på række og geled som i gamle dage. Og hvis enkelte detaljer i disciplinen skulle være glemt, får man de sidste kommandoer i mikrofon: »Første geled træder fire skridt frem! Andet geled tre skridt frem!« Og så videre.

Bare så alle står klar til overrækkelsen af mindemedaljerne.

Det officielle Danmark er repræsenteret ved prins Joachim og forsvarsminister Nicolai Wammen (S) med flere.

Også forsvarschef Peter Bartram og lederne af de operative kommandoer er på plads. Der nedlægges kranse for fredsstyrkernes omkomne og sårede gennem tiden.

Udsendte til hele verden går rundt og udveksler erfaringer. En sjov historie fra tiden på Cypern byttes med en anekdote fra Bosnien eller Afghanistan med mere. Danmark er et meget stort land på det fredsbevarende område, mærker man.

»Jeg kom lige fra Gaza-striben og blev lovet fire måneder på Cypern. Det var bestemt ikke nogen badeferie! Jeg og en kammerat havde for eksempel en fire timer lang vagt juleaften i 30 graders varme. Men vi havde da en kasse bajere hos os. Den fordampede hurtigt,« fortæller Mogens Erling Weicher, der var med Hold 2 i 1964.

Varme minder og dybfrysereffekten

Veteranerne har mange minder med hjem. Snakken går lystigt om de glade dage langs den grønne linje. For eksempel om dengang, en helikopter kom forbi og trænede dem i evakuering fra luften. Nogle havde ligefrem lidt svært med livet på hjemmefronten bagefter og tog af sted igen med det samme.

Den internationale indsats på Cypern koster i omegnen af en halv mia. kr. om året. En tredjedel betales af de lokale myndigheder selv. Resten står verdenssamfundet for.

Så indsatsen fra de fredsbevarende styrker spiller en ikke ringe rolle i områdets økonomi. Når soldaterne en dag trækkes ud, vil de lokale miste omsætning. Dette aspekt har måske ligefrem været en medvirkende grund til de sporadiske træfninger i området. Når enkelte sektorer står ubemandet nogle dage, har folk skudt på skrømt hen over linjen. Måske for at sikre udlandets bevågenhed og dertil hørende engagement lidt endnu.

Peter Viggo Jakobsen er lektor på Forsvarsakademiet og ikke udelt begejstret for FNs fortsatte indsats:

»Soldaterne har sådan set løst den stillede opgave helt fint. De fungerer både som militært personel og i sidste ende som en slags diplomater. Og krisen på Cypern har jo stort set ikke kostet lokale dødsofre. Så den positive side er synlig nok,« siger Peter Viggo Jakobsen.

»Men deres tilstedeværelse har også haft det, vi kalder en »dybfrysereffekt«. For verden glemmer let den underliggende konflikt. Soldaterne tager udfordringer på sig, der egentlig burde være politikernes udfordringer. Man løser en opgave på de store landes vegne – og har derfor også været med til at låse situationen fast,« siger han.

Missionen har til gengæld haft stor virkning på de danske soldater og deres land. Og da forsvarsminister Nicolai Wammen torsdag mindes de omkomne, står mange af veteranerne helt stille og bukker:

»De måtte opgive deres egne drømme – for at vores kunne blive virkelige«, sagde forsvarsministeren.