Bizart introforløb på CBS: Vinsugning fra tampon og omvendt jødebryllup

Introduktionsforløb på de videregående uddannelser bliver af nogle nye studerende opfattet som grænseoverskridende.

Det kan CBS konstatere, efter at universitetet netop har registeret en række tilfælde, hvor studerende i forbindelse med evaluering af deres introforløb denne sommer oplyser, at de har følt sig udsat for grænseoverskridende aktiviteter.

Som beskrevet i Berlingske sidste år har der tidligere været klager over endog meget grænseoverskridende introforløb på CBS, hvor der bl.a. var strip på dagsordenen, og hvor kvindelige studerende måtte simulere oralsex i nedværdigende stillinger.

Det er Jyllands-Posten (JP), der i dag beskriver hvordan CBS i forbindelse med en evaluering ser nærmere på 20 aktuelle tilfælde, hvor nogle af de studerende beretter om grænseoverskridende adfærd.

Prodekan på CBS, Annemette Kjærgaard, understreger over for JP, at sagerne er ved at blive undersøgt af CBS’ juridiske afdeling. Først når det er sket, vil der blive taget stilling til eventuelle sanktioner, tilføjer hun.

»Ud fra henvendelserne alene er det svært at afgøre, præcis hvad der er sket,« siger hun:

»En skriver f.eks., at det har været grænseoverskridende med aktiviteter, hvor man skulle suge vin ud af tamponer. En anden skriver, at der var aktiviteter, hvor man skulle tage tøjet af. En såkaldt tøjkæde. Og så har der været en quiz, hvor man skulle fortælle private detaljer om sit sexliv.«

CBS har også fået en henvendelse fra en studerende, som følte sig stødt over, hvad den studerende kalder et »omvendt jødisk bryllup«. Altså en grænseoverskridende aktivitet med »religiøse undertoner«, som det hedder.

Men overordnet er langt de fleste studerende tilfredse med dette års introforløb, fremgår det af deres egne evalueringer.

»Der er pæne karakterer til årets introforløb på CBS fra studerende. Årets evalueringer er gennemgået, og ni ud af ti svarer, at introforløbet har været godt eller meget godt, mens hytteturene vurderes til 4,5 på en 5-trins skala,« hedder det i en pressemeddelelse fra CBS.

CBS forklarer, at de 20 studerende har nedfældet deres negative oplevelser i et fritekstfelt i evalueringsskemaet.

»Kommentarerne i evalueringerne er anonyme, og vi har ikke modtaget officielle klager. Vi undersøger nu sagerne gennem de enkelte studier. Når sagerne er belyst, vurderer vi, om det skal have konsekvenser for studerende eller de ansvarlige introvejledere,« oplyser prodekan Annemette Kjærgaard.

»Overordnet er det vores indtryk, at der ikke er nogen sager af samme kaliber som sidste år, studerende har taget reglerne til sig. Men vi kan nok aldrig undgå at se overtrædelser af retningslinjerne, når 2.700 studerende er på introforløb,« siger hun og fortæller, at CBS fortsætter med initiativet Ny Start, der skal sikre mere fokus på faglighed og sociale aktiviteter i introforløbet.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

»Vi ønskede (med Ny Start, red.) at sætte et større fokus på fagligt indhold og socialt integrerende aktiviteter. Vi været meget tilfreds med det store arbejde, som introvejlederne i tæt samarbejde med studienævnene har gjort for at sikre, at nye studerende har følt sig vel modtaget på CBS,« siger Annemette Kjærgaard.

Med Ny Start er hytteture blevet forkortet til makismalt tre overnatninger, ligesom der er ingen alkoholindtagelse før kl. 17.00 og ingen spiritus over 16 procent på hytteturene.

De nye regler indebærer også, at der nu er ældre, aflønnede studerende med på rusture som såkaldte intro-administratorer, der holder øje med, at det hele går, som det skal.

Artiklen er opdateret med præciseringer klokken 17.36.