En fodbold ligger midt på banens grønne vinyl i den tomme hal i TKs Ungdomsgård. Som en velkomsthilsen, der har ligget tålmodigt og ventet, siden jeg var her sidst. Hallen ligner sig selv med de gule mursten og den store scene. Duften er også som i 1976.

Velkommen tilbage, siger bolden. Los til mig.

Det gør jeg så og er 16 år igen. Bolden går i mål, og jeg hører jubelbrølet fra kødranden af unge nordvestere oppe på tribunen.

»TK United, hep hep go go«.

På tilskuerpladserne og på banen ligner vi hinanden. Dem fra arbejderfamilierne i Dommerparken og Bispeparken, det »rigtige« Nordvest, og os andre, mindretallet, fra middelklassens velfriserede, villabebyggede Bispebjerg. Et socialt skel, der også deler Nordvest i 2015. En kronisk forskellighed, de fleste af Københavns ti bydele lever med. Ligesom man gør med det dårlige ry, bydelen har fået de seneste 30-40 år. Men, der er måske håb for det berygtede Nordvest og dens søvnige sølvbryllupsblindtarm, Bispebjerg.

For engang summede bydelen af liv. I 1930erne fik børnefamilier fra socialt belastede brokvarterer luft, lys og gode, almennyttige lejligheder herude. I 1960erne skete det samme, det var den bølge, jeg blev født ind i, og de næste 10-20 år forventes tredje bølge af børnefamilier at flytte til Bispebjerg godt hjulpet på vej af kvartersløft og borgerinddragelse for at gøre kvarteret livligt og attraktivt igen.

Som museumsinspektør Inger Wiene fra Københavns Bymuseum formulerer det:

»Det er en kendt tendens i større byer. Vi ser det også i Valby og Vanløse og Husum. Vesterbro og Nørrebros nedgangsperiode i 1960erne og 1970erne svarer til den, som Nordvest og Bispebjerg er nede i i dag. Men også de områder bliver gode igen. Det er som en bølgebevægelse.«

Bølgen af ny energi og nye borgere er endnu ikke slået ind på ungdomsgårdens asfaltbane. Afdelingsleder Leif Forup, der har været ansat i TKs Ungdomsgård siden 1979, fortæller, at de unge er de samme som dengang. De er bare færre og ser anderledes ud.

Vi var i øvrigt få, der så anderledes ud dengang. For ikke at tale om, at os fra villaerne ikke blandede os med rødderne fra Dommerparken og Bispeparken. Jeg gik efter sigende under øgenavnet »Grønlænder-Jens«. Den var ikke gået i dag. Øgenavne er mobning, og med 80 forskellige etniske baggrunde ville der i 2015 ikke være øgenavne nok i slangordbogen til at klistre på børn og unge i ungdomsgårdens børnehave, fritidshjem, juniorklub og ungdomsklub.

Klubben har i dag 140 medlemmer. I aften kommer der måske 30 og hænger ud. Engang var vi 300-400 medlemmer, hvoraf de fleste ankom på knallert på en onsdag aften og stillede sig i kø iført kassebukser og plateausko uden for den lille sal parat til ugens tilløbsstykke: Diskotek.

»Vi burde have tusind medlemmer i dag, men de unge gider ikke gå i klub,« fortæller Leif Forup, mens han viser rundt i de mange værksteder, billiard-, hygge- og filmrum.

»De er selvhjulpne. De har alt. Flere penge. De har computere, og København har så mange tilbud. Det havde vi ikke i 1970erne, og der var kun én TV-kanal. Nu holder vi kun lukkede fester med dørmænd.«

Overvågningskameraerne ved indgangen taler deres eget tavse sprog.

Jeg tilbragte mine første 18 år i og omkring murermestervillaen i det pæne Bispebjerg og havde aldrig, medmindre det var til dobbeltprogram en lørdag i Bispebjerg Bio, nærkontakt til det »rigtige« Nordvest og kvarterets rødder. Det Nordvest, hvor fordomme i dag hersker om en taberbydel med narkomaner, kriminelle og bandeoptøjer.

Bispebjerg ligger på grænsen til Emdrup og Brønshøj og Søborg. Her slår solsorte triller i æbletræerne og over de nydelige plæner. Sådan var det dengang. Sådan er det i dag. Men der er også et andet Bispebjerg et stenkast ned ad Tagensvej eller Frederiksborgvej væk fra de højt arkitekturbesungne andelslejligheder På Bjerget og Grundtvigs Kirkes seks millioner mursten. Bispebjergs ca. 53.000 borgere toppede sammen med Nørrebro i en sundhedsprofil over København i 2011 med dårligst sundhed, flest rygere, mindst kontakt til naboer og flest arbejdsløse borgere. Levealderen var på niveau med et Balkan-land. I en overskrift satte denne avis billede på tristessen: »Albanien ligger for enden af Tagensvej«. Af sognets 10.000 sjæle er kun halvdelen medlemmer af folkekirken.

Fortsætter man ned ad bakke ad Frederiksborgvej til det Nordvest, mange tror de kender, er der få danske handlende tilbage. Indvandrergrønthandlere, tingeltangelbutikker, falafel-restauranter og alt for billige frisører, der aldrig klipper med saks, har overtaget bybilledet. Nordvests fire-fem moskéer gør på en fredag gaden om til et lille hjørne af Istanbul og Karachi. Bydelen huser det nye ungdomshus på Dortheavej, hvor en ung, rødhåret pige ud ad vinduet råber, »kan du ikke komme igen på torsdag?«, når man spørger til ungdomsoprør. Klos op ad ligger det nye kulturhus og lige overfor den velindrettede hammam – det tyrkiske bad – på Tomsgårdsvej, og her er succesrige eksempler på kvartersløft og åndehuller for skatere og unge, der ikke gider ungdomsklubber eller kriminalitet.

Store sliksupermarkeder har opslugt barndommens slikmutter. I baghuse og sidegader ved Frederikssundsvej og i pipkvarteret – Svanevej, Hejrevej, og hvad labyrinten af gader med fuglenavne ellers kan byde på, ligger små virksomheder, kontorfællesskaber og iværksættere. Et farverigt og uforudsigeligt klondyke-virvar. Den New York-inspirerede café Tribeca NV på Bygmestervej er ifølge unge tilflyttere et eksempel på, at Nordvest har potentialet til noget større.

Lars Christensen fra Bispebjerg Lokaludvalg ler umærkeligt i telefonen, da han fortæller, hvad de unge svarede, da han spurgte dem, hvorfor de engang valgte Dortheavej som Jagtvej 69s afløser.

»Hvad vil I dog dér, spurgte jeg. De svarede, at de var overbeviste om, at om ikke så mange år vil Nordvest blive ligesom Jægersborggade, og når der tilmed kommer mange nye ungdomsboliger så… Jeg tror, det er nu, du skal købe en lejlighed i Nordvest,« siger Lars Christensen. »Jeg er ikke romantiker, men jeg kan godt frygte, at priserne stiger.«

Men mine rødder ligger i mulden i haven omkring den gule murermestervilla på Henriksvej for foden af Grundtvigs Kirke. Langt fra shawarmaer, fredagsbøn og polyesterkjoler til en hund. Vi drenge begik ikke indbrud eller stjal knallerter som de mest rå fra TK. Vores middelklasseballade bestod i at gå på æbleskud i andres haver og lægge søm på S-togsskinnerne, hvor Emdrup Station ligger i dag. Når toget maste sømmene flade, fik vi pilespidser til vores flitsbuer. Det var vores udgave af den borede og hakkede knallert.

Vi købte ind på Bispebjerg Torv hos isenkræmmeren, kiosken og viktualieforretningen. Der var bageren, grønthandleren og ismejeriet. Her lå Nordvest Avisens redaktion og et renseri. Et lille handelscentrum i dag stadig med kig ind over København.

Mens det »rigtige« Nordvest i dag blomstrer og larmer og dufter, er butikkerne på Bispebjerg Torv og På Bjerget muret op og solgt som lejligheder. Kun værtshuset Bjergstuen holder skansen fra dengang. Gravøl skal jo indtages et sted. Ellers har storcentre og centralisering som mange andre steder i byen, verden, universet kvalt de små handlende. Livet leves i privaten. I dag er Bispebjerg med dets miks af villaer og lejligheder stille som gravene inde på kirkegården, og i overensstemmelse med tidens toneklang er banken nu Dream Café og stenhuggeren Café Måltid.

Damen bag disken konstaterer og nikker ud ad vinduet mod et advokatkontor i de bagerlokaler, hvor jeg engang købte mine studenterbrød til 15 øre stykket:

»Her er ikke andet end bedemænd og advokater.«

Men smag og behag er som bekendt forskellig. Hun fortæller om et par, der sandt for dyden ikke ville bo i Bispebjerg, men faldt for den smukke og stille bydel tæt på Utterslev Mose og fik sig en stuelejlighed med have. En kvindelig stamkunde eliminerer den glade anekdote, mens hun folder servietter:

»Bispebjerg er blevet et alderdomshjem.«

Caféens salat med asparges, perlebyg og ruccolasalat med specialøl fra mikrobryggerier mætter og feder ikke og taler dermed tidens sprog. Ligesom kirkegårdens krematorium overfor. Her blev min far kremeret og lagt i en papurne og efter eget ønske gravet ned på de ukendtes gravsted. I dag er det kulturhus for dans. Dansekapellet, hvor smidige unge laver strækøvelser i lokaler med glasvægge. Over stengulvet, der før genlød af bedemænds rullebårer, leder forældre denne onsdag eftermiddag efter deres strømpebuksebørn.

Oplevelsesøkonomien er ankommet til Bispebjerg.

Ret beset er der ikke noget at prale af, når man kommer fra Bispebjerg. Derfor har jeg flere gange snobbet nedad og med påtaget stolthed sagt, at jeg kommer fra Nordvest. Det »rigtige« rå og mangefarvede Nordvest. Bare for at få noget »street cred«. Velvidende, at det tænder respektfulde billeder i folks hoveder af, at jeg må være en stærk overlever udklækket i trods i en lovløs bydel uden nåde.

Og nej, Bispebjerg har desværre ikke sit navn efter en bisse eller en bisp. Det gamle ord for, når køer græsser, er »bisse«. Bissebjerg. Det var herude, svimlende 31 meter over havets overflade, at bønderne holdt de køer, der gav københavnerne inde bag voldene kød og mælk.

Den slags ved 15-årige Rune Larsen ikke noget om. Til gengæld kender han fordelene ved at bo på det ordentlige Bispebjerg. Han sidder ved baren i TKs Ungdomsgård og spiser en maxi burger. Rune er, som jeg var i hans alder, ikke i tvivl om bispebjergpigernes høje standard. Men det er en helt anden sag.

»Her er kun en halv time til Nørrebro. Her er parker, og vi kan spille rollespil på Bispebjerg Parkallé. Hellere bo et fredeligt sted, hvor man ikke er bange for at gå på gaden.«

Trods Bispebjergs trygge stemning, havde, og har måske stadig, mit gamle »hood« en udfordring, der ikke kun handler om gryende kedsomhed og social slagside, alt efter om man befinder sig syd eller nord for Birkedommervej, Nordvests traditionelle sociale grænse.

Kommunens kulturkontor tog i forbindelse med et EU-projekt i 1990erne den kulturelle puls på Bispebjerg. Diagnosen var klar: Identitetskrise. Lene Hoen, der var tovholder på projektet, sagde dengang til Berlingske:

»Folk ved ikke, om de skal sige, at de bor i Nordvest eller på Bispebjerg. De sociale problemer er heller ikke til at få øje på som på Vesterbro, ligesom der på Bispebjerg ikke er nogen traditioner eller solidaritet mellem borgerne. Det er måske, fordi spredningen i socialgrupper og boligformer er så stor. Bydelen er desuden arkitektonisk meget planlagt og forudsigelig og mangler atmosfære.«

Identitetskrisen, tidens uvæsen, har sit eget lille manifest på en af Grundtvigs Kirkes gule mursten.

Et sognebarn har ridset ind i den:

»Satan is the best«.