Biskop: »Bed for jeres modstandere«

»Vi bliver nødt til at se det i øjnene, at demokrati er afskyet af nogle mennesker,« sagde Københavns biskop i sin prædiken for Norges ofre.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

- Elsk jeres fjender, bed for jeres modstandere, sagde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen fra prædikestolen i den fyldte Vor Frue Kirke i København.

Med disse forsonende ord fra Jesus, mindedes han de mange dræbte fra terrorangrebene i Norge i en meget religiøs prædiken. Men det var også en prædiken, som turde berøre ømme emner i vores demokrati.

- Vi bliver nødt til at se det i øjnene, at demokrati er afskyet af nogle mennesker. Store dele af den politiske kamp i det 20.årh. handlede om demokratiet eller om en anden drøm, som de fleste af os i vores sammenhæng anser for et mareridt: det totalitære samfund.

Dokumentation: Læs hele biskoppens tale

- Nu truer alt med at blive hult, overfladisk, ligegyldigt. Verden synes berøvet sin dybeste mening for en stund – altså gudsforladt, sagde biskoppen.

Han sagde blandt andet også, at fredag den 22. juli var en dag, som man aldrig kunne have ønsket sig på jorden:

- Der sker ting i verden, som er så bedærvede, dumme og onde, og efterlader mennesker med en levende fornemmelse af magtesløshed! De fleste af os fornemmede det forleden fredag, lød det fra Peter Skov-Jakobsen.

Til stede i Vor Frue Kirke var blandt mange andre kongefamilien, Københavns overborgmester Frank Jensen, Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, SFs leder Villy Søvndal, Udenrigsminister Lene Espersen, Klima- og energiminister Lykke Friis, integrationsminister Søren Pind, Venstres gruppeformand Kristian Jensen, De Radikales Marianne Jelved, Enhedslistens Frank Aaen, Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og flere andre politikere, som var mødt op for at vise, at terrorhandlinger ikke kan slå demokratiet ud.

Gudstjenesten blev transmitteret direkte på norsk TV, og kort forinden havde Norges statsminister Jens Stoltenberg udtrykt sin dybeste tak til hele verden for den enorme støtte hans nation har modtaget siden massakren i fredags.