Biolog: Elge skal pleje dansk natur

Når elgen kommer til Danmark i 2016, skal den være med til at rydde op i naturen, siger biolog og projektleder Roar Poulsen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Elgen er på vej tilbage til Danmark efter 5.000 år for at pleje det største fredede naturområde Lille Vildmose i Jylland.

Det er en billig og naturlig løsning, forsikrer Roar Poulsen, der er biolog og projektleder i Park og Natur i Aalborg Kommune, som er plejemyndighed for Lille Vildmose-fredningen.

»I Aalborg Kommune er vi forpligtet til at pleje det fredede område Lille Vildmose på bedste vis, og det har vi arbejdet med de sidste par år ved at få nogle elge til området, fordi vi tror, at det giver den bedste og mest naturlige pleje af så stort et naturområde,« siger han.

Roar Poulsen er overbevist om, at verdens største hjort kan klare jobbet som naturplejer, når et dusin af dem sættes ud i naturen i 2016.

»Det, der er specielt for elge, er, at de spiser kviste og blade, og det er lige nøjagtig, det de skal gøre i området. De skal holde birken nede, så vi fortsat kan have et stort, fint og åbent naturområde,« fortæller biologen, der forventer en elge-bestand på omkring 30-40 elge i fremtiden.

Det op imod 300-500 kilo tunge dyr, der bliver kaldt »Nordens giraf«, kommer ikke kun til at gavne naturen, men vil også give en stor naturoplevelse for folk, der kommer for at se den, forsikrer han.

»Det er et stort fredet område, som offentligheden vil have adgang til, selvom der bliver hegnet. Der er adgang gennem færiste, ligesom man ser i Sverige, og der er sådan set den samme adgang til området nu, som når dyrene kommer,« uddyber Roar Poulsen.

Elgene skal hentes fra fire forskellige svenske dyreparker, så den genetiske variation i den kommende elge-bestand kan sikres.