Billige boliger fik strålende start

Solen skinnede upåklageligt på Ritt Bjerregaard, da hun i går satte officielt gang i det første byggeri, som er omfattet af løfteprojektet: Billige boliger.

Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Solskinnet kunne måske blænde en smule, og næsten få de fremmødte til at glemme alt om den kritik, der har mødt Ritt Bjerregaards hidtidige håndtering af valgløftet om 5.000 nye boliger med en husleje på 5.000 kr, Det første byggeprojekt er døbt Karens Minde og består af 36 to-etages rækkehuse. Men kun 12 af de 36 huse er såkaldte billigboliger. Resten er almindelige andelsboliger.

Selvom målet endnu er langt fra indfriet, var det en tydeligt lettet overborgmester, der i sin tale nævnte, at hun aldrig før har ventet så utålmodigt på at stikke en spade i jorden. Der var således også smil på Ritt Bjerregaards læber, da hun endelig kunne løfte den nyindkøbte Fiskars spade og tage første spadestik i Sydhavnens stenede jord. Inden da havde hun kaldt de kommende beboere, som alle var at finde blandt gæsterne, for »pionererer for en ny og solidarisk boligform«.

Med spaden i hånden blev overborgmesteren flankeret af Fonden for billige boligers formand, Jørgen Nue Møller, og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam. De to herrer tog som deres kvindelige sidestykke et energisk spadestik, og så kunne de godt 100 gæster udråbe et leve for byggeriet.