Bilister nægter at betale fartbøder - så ikke skilte

Ifølge bilister var dårlig skiltning skyld i tusinder af fartbøder ved vejarbejde på Lyngby Omfartsvej i 2015.

Foto: Johan Gadegaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tusindvis af bilister blev blitzet af en fotovogn på Lyngby Omfartsvej og Helsingørmotorvejen i sommeren 2015. Men ifølge bilisterne var skiltningen på vejene ikke i orden, og derfor bør de ikke betale bøderne.

Det fortæller Gülüm Yalcin, der er advokatfuldmægtig i AB Advokater, som forsvarer bilisterne, når Retten i Lyngby mandag tager hul på de første prøvesager.

Mandagens otte prøvesager drejer sig om bøder, som bilister fik i perioden maj, juni og juli 2015 på Lyngby Omfartsvej. På grund af vejarbejde satte politiet fartgrænsen ned fra 90 kilometer i timen til 50 kilometer i timen.

Det resulterede i mere end 5000 fartbøder, der blevet givet på strækningen ved 14 målinger i maj og juni.

- Vores klienter er overordnet enige om, at de ikke har set 50-kilometer-skiltet. De har set et 70-kilometer-skilt, men det har kun været i den ene side af vejen.

- En bilist fortæller, at der var et 50-kilometer-skilt cirka 100 meter efter 70-kilometer-skiltet, som stod lidt på skrå mod den anden vognbane, siger Gülüm Yalcin.

Advokatselskabet har kontakt til omkring 160 andre bilister, som vil have deres bøde omgjort, men i første omgang afventer de prøvesagerne.

Det samme gør omkring 285 bilister, der fik et klip i kortet i forbindelse med fartbøderne.

3. februar skal nogle af de bilister, der blev knipset ved en fotofælde på Helsingørmotorvejen i slutningen af juli 2015 også i retten.

I løbet af fem timer blev 1635 biler fanget i fotofælden 30. juli 2015. Det svarer til fem en halv bøde i minuttet, og politiet kaldte det Danmarksrekord.

Ifølge Gülüm Yalcin var der først flere skilte på motorvejen med 80 kilometer i timen, som var i orden. Men den efterfølgende skiltning om en fartgrænse på 50 kilometer i timen, var mangelfund, mener hun.

Det forventes, at retten har taget stilling til bøderne i prøvesagerne i slutningen af februar eller begyndelsen af marts.

/ritzau/