Bilister kommer ét minut hurtigere på arbejde - efter tre års vejarbejde og en milliard kroner

Efter omfattende vejarbejde kommer bilister på Helsingørmotorvejen et minut hurtigere frem i myldretiden fra Nivå til Lyngby, viser en tidsmåling fra Vejdirektoratet.

Foto: Dennis Lehmann. Vejdirektoratet har lavet tidsmålinger, der viser effekten af en større udvidelse af Helsingørmotorvejen nord for København.
Læs mere
Fold sammen

Efter tre års vejarbejde for omkring en milliard kroner har bilister vundet et enkelt minut i morgenmyldretiden.

Det viser en tidsmåling fra Nivå til Lyngby C, som Vejdirektoratet har lavet, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Strækningen på 19 km tog cirka 26 minutter at køre mellem klokken 7.30 og 8.00 om morgenen i 2012. I 2016 er rejsetiden faldet til cirka 25 minutter.

Helsingørmotorvejen er i mellemtiden blevet udvidet fra fire til seks spor i begge retninger over en strækning på fire kilometer fra Hørsholm S til Gl. Holte. En udvidelse, der har kostet omkring en milliard kroner.

»I princippet har man fjernet én flaskehals mellem Hørsholm S og Gl. Holte, som så har flyttet køen udad op til den næste flaskehals mellem Hørsholm C og Hørsholm S samt ved Lyngby C,« forklarer Andreas Egense, afdelingsleder i Vejdirektoratet, til Frederiksborg Amts Avis.

Oprindeligt skulle motorvejen også udvides mellem Hørsholm C og Hørsholm S, men det kunne ikke finansieres.

Ser man på en anden tidsmåling i eftermiddagsmyldretiden er resultatet lidt bedre efter motorvejsudvidelsen. Her sparer bilister fire minutter på de cirka 12 kilometer fra Lyngby C til Hørsholm C i tidsrummet fra klokken 16.00 til 16.30.

»Hvor vi tidligere havde kø og trængselsproblemer på Helsingørmotorvejen om eftermiddagen i nordgående retning, så glider trafikken for det meste jævnt og uhindret i myldretiden efter udvidelsen,« udtaler Andreas Egense i en pressemeddelelse om tidsmålingerne fra Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet oplyser, at udvidelsen i stor skala betyder, at der hver uge spares omkring 3000 timer i rejsetid i nordgående retning, hvis man lægger alle trafikanterne fra eftermiddagens myldretid sammen.

Andreas Egense understreger i øvrigt over for Frederiksborg Amts Avis, at den reelle tidsbesparelse er større end de ovennævnte minutter, da der også har været en stigning i trafikken fra 2012 til 2016. Og han fortæller, at de realiserede gevinster på rejsetiden er større end det, der blev forventet i de oprindelige tidsberegninger.