Bilist kørte 134 kilometer i timen på skolevej

Mandag morgen blev en bilist knipset, da han kørte 134 kilometer i timen på en skolevej på Midtsjælland.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Johan Gadegaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Samme dag som mange danske skolebørn har første skoledag efter sommerferien, er en bilist blevet taget for at køre 134 kilometer i timen på netop en skolevej.

Bilisten kørte på Teestrupvej i Haslev, hvor man må køre 50 kilometer i timen, oplyser politikommissær Kent Edvardsen fra Sydsjællands- og Lollandfalsters Politi til Berlingske Nyhedsbureau.

Bilisten blev ikke stoppet, men blev fanget af en af politiets fotovogne på samme dag, som politiet i samarbejde med TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik har lanceret en skolsestartskampagne for sikker kørsel.

»Pas på de små i trafikken«-kampagnen lanceres netop i anledning af folkeskolernes skolestart og sætter fokus på, at bilisterne skal være opmærksomme i trafikken for børnenes skyld. Derfor har man samtidig indsat ekstra patruljer på skolevejene. Patruljerne skal være med til at sikre, at de mange nye elever får en sikker start på skoledagen.

Vicepolitiinspektør ved Rigspolitiets nationale Færdselscenter, Arne Martinsen, oplyser desuden til Berlingske Nyhedsbureau, at man samtidig sætter øget fokus på selesikkerhed, parkeringsforhold og den generelle adfærd i trafikken.

Kent Edvardsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller, at man på de skoleveje, hvor der ikke er patruljer ude, benytter sig af både det såkaldte ATK-fotosystem og laser, så man kan få fat på de fartglade bilister.

Politiet vil nu finde ud af, hvem bilisten fra Haslev er. Ud over en større bøde venter der også ubetinget fratagelse af kørekortet, oplyser politikommissær Kent Edvardsen.

I den anden ende af landet meddeler Midt- og Vestjyllands Politi samtidig, at der er bøder på vej til 48 bilister, der har kørt for stærkt ved Holstebro Friskole.