Bil kørt ud over Knippelsbro og er landet på taget

Akutberedskabet har fredag aften været til stede under Knippelsbro, hvor der er sket et færdselsuheld.

En bilist er, ifølge Københavns Politi på Twitter, kørt ud gennem rækværket på Knippelsbro i København.

Ifølge vagtchef ved Københavns Politi, Leif Hansen, er bilen kørt på broen med meget høj hastighed fra Nationalbanken.

Her har føreren af bilen mistet herredømmet, og bilen kører tværs over broen, lægger et skilt ned på vejen og forcerer broens rækværk, for derefter at lande på taget på Christians Brygge under Knippelsbro.

»Vidner på stedet fortæller, at der blev kørt med meget høj hastighed. Flere har spontant sagt, at det kunne betegnes som vanvidskørsel,« siger vagtchefen.

Bilisten landede altså – heldigt nok – ikke i kanalen, som løber under broen, men er derimod landet på kørebanen på Christians Brygge, som ligger under Knippelsbro.

Endnu mere heldigt er det, at ingen er kommet alvorligt til skade i forbindelse med ulykken.

Ingen fodgængere eller cyklister blev ramt af bilen, ligesom fører og passager i bilen er sluppet fra uheldet uden at være kommet alvorligt til skade.

Passager og fører er dog blevet kørt til Rigshospitalet, skriver Region Hovedstadens Akutberedskab på Twitter. Begge personer er født i 1997.

Vagtchefen ved umiddelbart ikke, om føreren har været påvirket af alkohol eller stoffer. Han mener desuden ikke, at der har været tale om gaderæs, da der kun er en bil indblandet i ulykken.

Der har været spærret for trafik i begge retninger på Christians Brygge fredag aften, men der er nu åbent for igen.

Ifølge Region Hovedstadens Akutberedskab på Twitter har de til stede med en akutlægebil og to ambulancer.