BG Bank bliver slugt af Danske

Danske Bank samler aktiviteterne i BG Bank og Danske Bank under samme hat og brand. Dermed ophører BG Bank med at eksistere som selvstændig bank.

Fra den 10. april er der ikke længere noget som hedder BG Bank. Fra den dag forsvinder bankens logo fra gadebilledet og filialerne tager navneforandring til Danske Bank.

Det oplyste Danske Bank onsdag i forbindelse med offentliggørelsen af bankens årsregnskab. Ændringen betyder, at banken skærer ned i antallet af filialer. 60 filialer af BG Bank og Danske Bank bliver lagt sammen til 30 filialer, der videreføres under Danske Banks logo og navn.

- Da vi overtog BG Bank i 2001 var det en bank, der supplerede Danske Bank. I dag har de to banker tilnærmet sig hinanden i en sådan grad, at der ikke længere er stærke argumenter for at fastholde to brands, siger administrerende direktør Peter Straarup.

/ritzau/