Bettina blev udsat for vold på jobbet: »Han har fat i os begge. Han er bare en rigtig, rigtig stærk mand«

Bettina Ernst Nielsen blev overfaldet en aften på et plejehjem.

bettina1
Bettina Ernst Nielsen blev i 2015 overfaldet af en dement mand på sit arbejde på et plejecenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Drost-Hansen

»Jeg døjer jo også med min hukommelse, men det er alligevel noget, man aldrig glemmer (...) Det var en gammel, frustreret, dement mand, der ikke kan udtrykke sig. Når man kender ham, så lærer man over tid at aflæse ham. Men det kunne jeg simpelthen ikke den aften. Så han blev megafrustreret over, at jeg ikke forstod, hvad han prøvede at sige. Jeg spurgte ind til mange af de ting, som han plejede at spørge om, og som han plejede at skulle have hjælp til, men jeg kunne se i hans øjne, at han blev mere og mere vred og irriteret. Han troede, at de ord, der kom ud af hans mund, var rigtige. Men de gav ikke mening.«

49-årige Bettina Ernst Nielsen beskriver optakten til et overfald.

Hun er en af flere tusinde især offentligt ansatte, der hvert år udsættes for vold, trusler og chikane, mens de er på arbejde.

Berlingske kan mandag fortælle, hvordan mange tusinde københavnere hvert år indberetter vold og trusler til Københavns Kommune. Især de ansatte i Socialforvaltningen står for skud. Og det matcher tal på landsplan fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. De viser, at især ansatte på døgninstitutioner, i hjemmeplejen og daginstitutioner oplever vold.

Bettina Ernst Nielsen

»Jeg spurgte ind til mange af de ting, som han plejede at spørge om, og som han plejede at skulle have hjælp til, men jeg kunne se i hans øjne, at han blev mere og mere vred og irriteret.«


Min kollega får vristet sig fri

Bettina Ernst Nielsen arbejdede som social- og sundhedsassistent i mange år, før hun en aften i marts 2015 blev overfaldet på demensafsnittet på plejecenter Skovgade/Skovløkke i Middelfart. Hun mistede nogle år senere sit job.

Hun fortsætter sin fortælling:

»Vi er to medarbejdere, og han tager faktisk fat i os begge, og vi forsøger det bedste, vi har lært, at vriste os fri. Men han bliver sgu så vred, og han har fat i os begge. Han er bare en rigtig, rigtig stærk mand. Min kollega får vristet sig fri på en eller anden måde, men den hånd, han får fri, knalder han mig lige i hovedet med. Jeg sejler om og banker hovedet ind i en amagerhylde, som hænger bagved,« siger Bettina Ernst Nielsen.

En kollega kommer til og får dæmpet beboeren ned. Senere på aftenen brækker hun sig, hun har fået hjernerystelse.

Her er de tanker, hun gør sig om vold på arbejdspladsen. Hun kalder dem en del af livet.

»Vold og chikane er en del af livet som sosu. Det kan komme til udtryk ved slag, at man bliver nevet eller revet i håret eller spyttet på. De mister fuldstændig Emma Gad. Man får det råt for usødet. Man skal stå model til for meget. Det kommer både fra demente, men også fra almindelig gamle – men selvfølgelig især fra demente, det er klart,« siger hun.

»Man finder sig et langt stykke hen ad vejen i det, desværre. Når man er så gammel i gårde som jeg, så bliver det en del af det, og man tager det ikke altid så tungt. Der kan blive tale om krisehjælp og i grelle tilfælde noget supervision, og vi aflaster hinanden. Men ja, man ender med at finde sig i meget, det skal være groft før man går til chefen. Man skal jo faktisk indberette, hvis bare man er blevet spyttet på eller blevet kaldt en dum kælling. Men det bliver ikke gjort, det har man jo heller ikke tiden til. Men i nogle tilfælde ville det jo gavne os, hvis vi gjorde det – så havde man måske set det komme,« siger Bettina Ernst Nielsen.