Betjente undersøges i Emilie Meng-sagen

Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, undersøger nu to betjentes rolle i den ulovlige aflytning i Emilie Meng-sagen.

Det bekræfter DUPs chefkonsulent, Christian Otto, over for B.T.

»Vi har fået en orientering, der indeholder oplysninger om et møde på en brandstation, og på den baggrund har vi valgt at indlede en efterforskning af, om der er begået noget strafbart i den forbindelse,« siger Christian Otto.

Aflytningssagen er tidligere blevet gennemgået i B.T.s podcast 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet'.

Oplysningerne til DUP stammer fra produktionsselskabet bag DRs dokumentarserie om Emilie Meng-sagen.

I andet afsnit af serien viser DR skjulte optagelser fra et møde, der blev holdt 5. oktober 2016 på en brandstation i Korsør. På det tidspunkt havde Emilie Meng været forsvundet i knap tre måneder.

På mødet deltager Emilie Mengs mor, en gruppe af civile eftersøgere og to betjente fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.

Gruppen afspiller nogle lydfiler, som er optaget hos en nabo til pensionisten Finn Petersen, hvis hjem på Tårnborgvej i Korsør på det tidspunkt var blevet ransaget to gange. På lydfilen mener de at kunne høre Emilie Mengs stemme.

Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station 10. juli 2016. Hun blev eftersøgt over hele Danmark og skandinavien. 24 december blev hun fundet død i et vandhul 60 kilometer fra Korsør. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen.

De civile eftersøgere har stillet nogle kontrolspørgsmål til stemmen, som de mener at kunne høre gennem væggen. Stemmen har svaret, at hun hedder Emilie Meng og sagt navnene på hendes mor og lillebror.

De skjulte optagelser viser Emilie Mengs mor, Helene Meng, der lytter til lydoptagelserne, fyldt op af håb om at få sin forsvundne datter tilbage i live.

Hun mener at kunne høre sin datters stemme på lydoptagelserne, og det bekræfter de to betjente hende i.

»Det er tydeligt, synes jeg, at der bliver sagt 'Emilie',« siger den ene betjent og tilføjer:

»Vi er slet ikke i tvivl, og vi har videregivet det også.«

Lederen af Forsvundne Personer, Sofie Sønderup, var også til stede på mødet. I dokumentaren fortæller hun, at hun på det tidspunkt var overbevist om, at sagen nu ville være overstået, og at betjentene ville hente Emilie.

Betjentene orienterer gruppen om, at de nu vil foretage en tredje ransagning hos Finn Petersen. Betjentene instruerer gruppen i at optage, mens der bliver ransaget. Betjenten vil så lave en bankelyd på Finn Petersens væg, som de skal optage, så de kan sammenholde den optagelse med andre optagelser.

På videoen siger betjentene, at efterforskningsleder Søren Ravn er orienteret om aflytningerne.

Politiinspektør Kim Kliver og to betjente undersøger et hus på Tårnborgvej for femte gang. Ransagningen blev foretaget, efter to betjente mente at kunne høre den forsvundne teenager Emilie Meng på en ulovlig aflytning. Fold sammen
Læs mere

Det fremgår også, at betjentene godt er klar over, at optagelserne befinder sig i en 'gråzone'.

»Søren kan ikke give tilladelse til det,« siger betjenten.

Gruppen får udtrykkelig besked om at holde det i en meget snæver kreds, og at pressen ikke må få noget at vide om, at aflytningerne bliver foretaget.

»Og så må I fortsætte med at lave det gode arbejde og lade være med at låse jer på en ting,« siger betjenten med det, der lyder som en opfordring til at fortsætte en civil efterforskning af Emilie Mengs forsvinden.

Emilie Meng fotograferet 10. juli 2016, den dag hun forsvandt. Fold sammen
Læs mere

Efter mødet på brandstationen foretog politiet yderligere tre ransagninger af Finn Petersens hjem uden at finde Emilie Meng.

Først 24. december blev Emilie Meng fundet død i en sø ved Regnemarks Bakke. Ved et efterfølgende pressemøde sagde politiet, at hun var lagt i søen umiddelbart efter den 10. juli, og hvis det stemmer, kan hun ikke have opholdt sig i Finn Petersens hus, da lydoptagelserne blev foretaget.

Finn Petersen anmeldte efterfølgende sin nabo og gruppen af civile eftersøgere for ulovlig aflytning, men anklagemyndigheden valgte i første omgang ikke at rejse tiltale mod nogen.

Men aflytningerne viste sig senere at være benhamrende ulovlige.

Politiinspeltør Kim Kliver og vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen havde i 2016 ansvaret for efterforskningen af den forsvundne teenager Emilie Meng. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech.

Efter en klage til statsadvokaten blev Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi tvunget til at rejse tiltale mod Finn Petersens nabo, og ved et retsmøde 12. april 2019 blev hun kendt skyldig i forsøg på ulovlig aflytning. Hun slap dog for straf, fordi kvindens forsvarer kunne dokumentere, at Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi havde været bekendt med, at den ulovlige overvågning fandt sted.

Finn Petersens advokat, Sten Djurtoft, klagede efterfølgende til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, men i første omgang valgte politiklagemyndigheden ikke at gå ind i sagen.

»Vi har afvist at gå ind i sagen, fordi vi ikke har fundet anledning til at indlede en efterforskning,« sagde Claes Vestergaard til B.T. i juli.

Andet afsnit af 'Emilie Meng - en efterforskning går galt' bliver sendt på DR mandag aften klokken 20:00.

Emilie Meng Fold sammen
Læs mere
Foto: privat.