Betjent tiltales for skud mod 19-årig

Statsadvokaten mener, at en politimands skud mod en 19-årig i Hanstholm Centret var strafbar vold. Nu skal retten afgøre, om han er skyldig.

Den politimand, der sårede en 19-årig med flere skud i Hanstholm, skal stilles for retten. Statsadvokaten har rejst tiltale for grov vold, oplyser DR P4.

Episoden fandt sted i Hanstholm Centret den 27. april. Her var den unge mand gået til angreb på sin far. Politiet blev tilkaldt og forsøgte at skille de to ad, men kort efter angreb sønnen igen faren, og det var i den forbindelse, at den ene betjent affyrede sin pistol. Den 19-årige blev ramt af tre skud - to i benet og et i skulderen.

Betjenten, der er 48 år, blev sigtet i sommer, og dengang udtalte statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen til Ritzau, at det ikke virkede oplagt, at betjenten var nødt til at bruge sin pistol.

- Sønnen var ubevæbnet, da betjenten skød ham. Så det er også i det lys, at der rejses sigtelse, forklarede han dengang.

Nu er der altså rejst tiltale, efter at også Politiklagenævnet har haft mulighed for at udtale sig.

/ritzau/