Betjent stjal designerlamper fra Politigården

Østre Landsret er tirsdag kommet frem til samme resultat i en sag om en betjents lampetyveri.

Østre Landsret har tirsdag stadfæstet en dom mod en betjent, der er dømt for at have stjålet dyre lamper fra Politigården. (Arkivfoto) Nils Meilvang/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En erfaren politibetjent havde tilsyneladende svært ved at holde sig på den rigtige side af loven.

Manden, der har været ansat i Københavns Politi i over to årtier, stjal designerlamper til en værdi af 310.000 kroner ad flere omgange fra Politigården i København.

Det har Østre Landsret tirsdag takseret til en straf på seks måneders fængsel.

Det er det samme resultat, som Københavns Byret kom frem til i efteråret.

Det var manden selv, der ankede byrettens dom.

Ud over betjenten har tre andre mænd fået en dom, herunder politimandens tidligere kollega. Han fik en dom på 40 dages betinget fængsel, mens de to øvrige blev idømt 60 dages betinget fængsel.

Også her kom landsretten frem til, at byrettens vurdering var korrekt.

I byretten benægtede politimanden ikke, at han har haft og solgt lamperne, men han har afvist, at de fem bordlamper og tre lysekroner, som det drejede sig om, var tyvekoster.

I stedet forklarede han, at han fandt den ene af bordlamperne på loftet i sit barndomshjem. Den havde tilhørt hans far, der i sin tid formentlig havde fået den af en fodboldkammerat, som arbejdede på Politigården.

De resterende lamper havde han købt af en gammel bekendt, som havde fundet en masse flyttekasser med lamper på en genbrugsstation, lød det i byretten.

Bordlamperne, der har et slankt kobberstel og en konisk, mælkehvid glasskærm, er specialdesignet til Politigården i København af arkitekt Aage Rafn.

Desuden fandt retten det bevist, at den langfingrede betjent stjal tre Art Deco-lysekroner, som tidligere har hængt hos Rigspolitiet. De blev opbevaret i et depotrum på Politigården.

Designerlamperne er i den dyre ende, og for tre af dem faldt auktionshammeren ved henholdsvis 40.000 kroner, 47.000 kroner og 65.000 kroner.

Tyverierne blev begået mellem januar 2013 og december 2015 samt et par dage i juli 2016.

Lampetyven solgte ikke tyvekosterne selv. Mens han ifølge sin egen forklaring gav en lysekrone til en kollega, fik han to gode venner til at sælge de resterende lamper for sig.

/ritzau/