Der er ikke tale om en mistænkt i sagen – men derimod en formodet passager, der sad i flugtbilen.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Der er tale om den 19-årige Annas Ismail Sadik, der menes at have siddet i den bil, som flugtbilisten førte, da den ramte ind i den 31-årige politibetjent i Aarhus V:

»Vi har en formodning om, at han har siddet med i bilen, da påkørslen skete, og derfor vil vi meget gerne tale med ham,« fortæller politiinspektør Gert Bisgaard.
»Det er desværre ikke lykkedes at få kontakt til ham, og derfor beder vi nu offentligheden om hjælp til at finde frem til ham, da det kan være af væsentlig betydning for vores videre efterforskning.«
Østjyllands Politi leder fortsat efter den 20-årige mand Mohamad Tarek Younes, som man mener sad bag rattet i bilen, der fredag aften med høj fart påkørte politibetjenten i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Åbyhøj.
Betjenten, der blev ramt, er fortsat indlagt i kritisk tilstand.

Den 31-årige betjent blev fredag aften ramt af en flugtbilist i forbindelse med en såkaldt eftersættelse, hvor den formodede flugtbilist allerede var på flugt fra politiet, og blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand.
Betjenten havde stået klar i et kryds til at lægge 'stop sticks' ud på kørebanen for at standse bilisten, men endte med at blive ramt af flugtbilisten, der ifølge politiet kørte 'i meget høj fart'.
