Betjent banket ned på værtshus

En værtshusgæst mente lørdag morgen, at han ville slutte byturen af med at slå en politimand ned på Nørrebro.

En politimand fra København blev sendt på juleferie med et forslået ansigt efter et umotiveret overfald lørdag morgen.

Den centrale efterforskningsleder oplyser, at politiet var ude for at kontrollere et morgenværtshus på Nørrebro. Da betjentene så, at bartenderen ikke greb ind, selv om folk sad og røg hash i baren, blev stedet lukket. Og det fik en af gæsterne til uden varsel at banke et knytnæveslag i ansigtet på en betjent, der var ved at skrive identiteten ned på nogle af de tilstedeværende.

Voldsmanden blev hurtigt overmandet og politiet vil i løbet af lørdagen forsøge at få ham varetægtsfængslet.

/ritzau/