Betjent affyrer to varselsskud under anholdelse

Nordsjællands Politi vil tirsdag oplyse yderligere om hændelsen mandag aften, hvor en betjent trak sit våben.

Helsingør. En betjent fra Nordsjællands Politi har mandag aften afgivet to varselsskud i forbindelse med en anholdelse af en knivbevæbnet mand i Veksø. Det oplyser vagtchef Søren Bjørnestad.

Ingen personer er kommet til skade.

- Den anholdte mand vil blive fremstillet for en dommer tirsdag, siger vagtchefen.

Nordsjællands Politi vil ikke oplyse yderligere om hændelsen før tidligst tirsdag morgen.

Årsagen til anholdelsen og sigtelsen mod manden må offentligheden derfor vente med at få besked om.

Vagtchefen kan dog oplyse, at mandagens hændelse sandsynligvis ikke skal undersøges af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Myndigheden bliver normalt involveret, når politifolk trækker våben, men de to varselsskud, som mandag blev affyret, var ikke retningsbestemt, og derfor er det ikke en sag for DUP.

/ritzau/