Betinget fængsel for tredobbelt trafikdrab

Hedensted: Vestre Landsret idømte mandag en 24-årig lastbilchauffør 30 dages betinget fængsel for uagtsomt manddrab. Manden var skyld i, at tre personer døde.

Ulykken skete 5. december 2014 på Østjyske Motorvej ved Hedensted. Her bragede chaufføren sin bil op bag i en kø af biler med 89 kilometer i timen.

I byretten fik chaufføren otte dagbøder à 500 kroner, men den dom blev anket af anklagemyndigheden.

Anklager Camilla Holst fra Statsadvokaten i Viborg havde i landsretten forlangt, at chaufføren skulle straffes med tre måneders ubetinget fængsel.

Vestre Landsret i Viborg har i forbindelse med mandagens dom bestemt, at chaufføren skal yde 40 timers samfundstjeneste.

/ritzau/