Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De indsatte i landets lukkede fængsler må vente til det nye år, før de igen kan modtage den undervisning, de tidligere har fået.
Indtil årsskiftet har fængslerne nemlig ansættelsesstop af blandt andet lærere, og det betyder, at de indsatte i år bliver snydt for et mærkbart antal timer på skolebænken. Det viser tal fra Justitsministeriet.
- Når der skal spares, er der selvfølgelig et område som sikkerhed, vi ikke kan slække på. Det har så nogle konsekvenser for andre områder - i det her tilfælde undervisning. Det er vi selvfølgelig kede af og håber på at kunne øge indsatsen igen snarest, siger Morten Bruun, der er chefkonsulent hos Kriminalforsorgen.
Den udvikling finder Kriminalforsorgsforeningens formand, der er ansvarlig for lærere og andre ansatte i landets fængsler, ganske bekymrende.
- Vi har jo bygget hele vores samfund op omkring uddannelse, og derfor er det ganske enkelt absurd, at vi sparer på netop det område«, siger John Hatting.
Mens det samlede antal undervisningstimer i de lukkede fængsler tegner til en nedgang fra 338.400 timer sidste år til 208.000 i år, er Statsfængslet i Vridsløselille og Københavns fængsler markant hårdere ramt.
- Vridsløse har haft nogle specifikke problemer med afviklingen af undervisningen. De har haft nogle langtidssygemeldinger og har af den grund efterfølgende været mærket af ansættelsesstoppet, siger Morten Bruun.
Han understreger dog, at Kriminalforsorgen har valgt at lade fængslet ansætte timelærere, så de på trods af ansættelsesstoppet har en chance for at indhente det forsømte.
I tilfældet med Københavns fængsler peger Justitsministeriet på en nedgang på hele 30.000 undervisningstimer. Morten Bruun forklarer den drastiske nedgang med en registreringsfejl, som de nu vil kigge nærmere på.
/ritzau/