Besked på KUs intranet om mulig lukning skaber postyr blandt studerende og ansatte

Københavns Universitet går med overvejelser om at flytte de studerende på de samfundsvidenskabelige fag til campus på Amager. Det sker efter Universitetets mange dyre byggeskandaler.

Københavns Universitet vil flytte Det samfundsvidenskabelige Fakultet, der lige nu ligger i det tidligere Kommunehospital på Øster Farimagsgade, til Søndre Campus (KUA) på Islands Brygge. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

For mange KU-studerende og ansatte kan det snart være slut med at studere og arbejde i centrum af København.

Københavns Universitet lufter nu ideen om at flytte Det samfundsvidenskabelige Fakultet, der lige nu ligger i det tidligere Kommunehospital på Øster Farimagsgade, til Søndre Campus på Islands Brygge.

Årsagen skal findes i de seneste års skandaler, hvor det ene byggeri efter det andet har vist sig at være fordyret og forsinket, og som Københavns Universitet nu må betale regningerne for. Det oplyser Universitetet i en besked på Universitets Intranet, skriver Uniavisen.

Prestigeprojektet Niels Bohr-bygningen, der skulle være hjem for de naturvidenskabelige retninger, er forsinket på fjerde år som følge af en voldgiftssag mellem Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet. Derfor skal Københavns Universitet beskære sit arealforbrug med en femtedel, hvor deres areal i dag udgør omkring 940.000 m2.

Og som middel til dette, kan de studerende nu skulle rykke ud af Indre By og adressen på Øster Farimagsgade, hvor de nu har campus i de flotte og historiske bygninger.

Men udmeldingen møder skepsis på Twitter blandt studerende og ansatte.

»Trist« lyder det blandt andet for professor Margaretha Jarvinen:

»Dermed tømmer man byen på (for, red) studerende og den specielle universitetsstemning, som altid har været en del af København,« skriver professoren.

Andre skriver: »Trist, hvem har truffet den beslutning og hvorfor?« Andre igen kalder det for »kedelige nyheder«.

Men der er dog også en af de studerende, der til daglig studerer i bygningen, som tager KU i forsvar:

»Som studerende på CSS, må jeg bare sige, at den bygning ikke altid er lige optimal. Ja, den har charme og ligger godt. Men mange af undervisningslokalerne er decideret elendige med store stolper, der går ned igennem midten af lokalet, så man ikke kan se tavlen flere steder,« skriver Emil Blicher i en kommentar på Twitter.

Ifølge Uniavisen oplyser ledelsen ved Københavns Universitet, at rektorat og dekaner vil nedsætte »lokale campusudvalg«, der skal udarbejde en plan for, hvordan man kan udnytte KUs bygninger bedre og »undersøge om Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der holder til på Kommunehospitalet, kan flytte til Søndre Campus«.

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har været i det tidligere Kommunehospital siden 2005, og uddanner ifølge fakultetets hjemmeside 6.665 studerende, og beskæftiger 400 medarbejdere.

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet er ikke det første, som KU vælger at flytte til nye omgivelser. I begyndelsen af 2017 flyttede man Det Teologiske Fakultet til bygningerne på Søndre Campus. I dag huser Søndre Campus tre fakulteter med 16.000 studerende og 1.000 ansatte.