Berlingskes politiske kommentator: Nattens grimme »hundeslagsmål« kom på det værst tænkelige tidspunkt

Et slagsmål mellem partierne, der varede det meste af natten efter sammenbrud i forhandlinger om genåbninger tirsdag, er uskønt og det sidste, regeringen, blå blok og befolkningen har brug for lige nu, siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

Partierne kunne ikke enes om genåbningen tirsdag aften. I stedet kastede de om sig med anklager og påstande mod hinanden det meste af natten. Det er et stort problem, mener Berlingskes politiske kommentator. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I går skulle partierne forhandle om genåbningerne i samfundet, men forhandlingerne brød sammen. Det er i sig selv ikke et særsyn.

Men det politiske slagsmål, der fulgte, får Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, til at ryste på hovedet.

Striden udspillede sig på politikernes foretrukne talerstol: Twitter. Her stod det klart, at Venstre og blå blok havde den klare opfattelse, at de i går blev bedt om at logge af det virtuelle møde. De var simpelthen ikke velkomne længere, mente de. Socialdemokratiet derimod påstår, at de blå partier selv valgte at gå.

For Thomas Larsen at se kunne politikerne ikke have valgt et dårligere tidspunkt til deres mærkværdige kamp.

Alle endte med at blive tabere

»Det er et dramatisk sammenbrud, vi har været vidne til på Christiansborg. Min vurdering er, at alle i virkeligheden taber på det her meget voldsomme opgør mellem regeringen og blå blok. Jeg mener, at det er det værst tænkelige tidspunkt, hvor man ser en så fundamental splittelse i dansk politik, for den kan også være med til at forstærke polariseringen i befolkningen lige nu,« siger han.

»Vi kan se, at der er mange danskere derude, som er ved at være slidt. Der er mange virksomheder, som hænger i med neglene. Og der er flere og flere, som er skeptiske over, om man følger den rigtige strategi.«

Partierne mødtes igen til forhandlinger onsdag klokken 8.30. Regeringens ekspertgrupper udgav mandag aften deres beregninger for, hvad der med forsvarlighed kunne genåbnes i samfundet. Her var det fortrinsvis butikker og visse kulturtilbud, der klarede frisag. Borgerlige partier ønsker sig dog flere genåbninger af blandt andet liberale erhverv, da de mener, at også de kan ske forsvarligt.

Uenigheden blandt blokkene var derfor ikke iøjnefaldende.

Men at partierne vælger – netop nu – at lægge arm og kaste om sig med påstande, kalder Thomas Larsen »et stort problem«. Folk er trætte, slidte og mange »hænger i med neglene« i denne afgørende tid.

Venstre: Vi blev smidt ud

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, gik på til Twitter for at lufte sin utilfredshed.

»Regeringen har smidt alle blå partier ud af forhandlingerne om genåbning,« skrev han:

»Ingen vilje til at drøfte flere børn i skole, åbning af liberale erhverv samt åbning af efter- og højskoler i hele landet.«

Det er problematisk for Mette Frederiksen (S), at uviljen breder sig i blå blok og i dele af befolkningen, mener Thomas Larsen, for regeringen har brug for en solid opbakning.

»Når det er sagt, er det klart, at blå blok efter min mening løber en enorm risiko. Hvis tilstrækkelig mange danskere føler, at de går for langt, og at de er villige til at trodse anbefalingerne fra eksperterne, så er det en meget stor gambling for Jakob Ellemann-Jensen, der drømmer om at blive statsminister,« siger han.

»Trist hundeslagsmål«

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) bød i nat ind og leverede en eftertrykkelig anklage af oppositionen.

»Blå blok vil åbne så meget, at det decideret vil accelere en smittebølge. Ærgerligt, at de fortsat ikke rigtigt tager pandemien alvorligt, – og at vi derfor ikke kan stå sammen om at komme igennem det her,« skrev hun i nat på Twitter.

»Jeg mener, at det er et trist hundeslagsmål, der er i gang på Christiansborg, og det er netop med til at understrege, at der er tale om en total mangel på tillid mellem parterne,« siger Thomas Larsen:

»Det er med til i værste fald at øge den polarisering, der allerede er i gang om, hvordan coronakrisen skal håndteres. Det er skidt for bekæmpelsen af pandemien, og så tror jeg også, at det er med til at drive kiler ind i befolkningen. Det er dybest set et udtryk for, at der ikke er tillid mellem parterne, og det er udtryk for den dybeste mistillid, når man som en skoleklasse sidder og sender grimme beskeder til hinanden hele natten.«