Berlingske nuancerer: Stiger den globale ulighed?

Den globale ulighed har været faldende, og antallet af ekstremt fattige i verden er styrtdykket siden 1980erne. Men indtægterne er vokset mest for en lille elite af ekstremt rige, viser en gennemgang af data, som Berlingske har foretaget.

Foto: Tegning: Henrik Kiær

BERLINGSKE NUANCERER

UNDER FOLKETINGSVALGET 2019 TAGER VI AFSÆT I DANSKERNES VIGTIGSTE POLITISKE EMNER OG NUANCERER DEBATTEN.

Følger man debatten om den globale ulighed, kan man let få den opfattelse, at forskellene mellem rige og fattige på kloden har udviklet sig voldsomt de senere årtier. At formuerne og indkomsterne stiger, men at de samles på stadig færre hænder, fordi globaliseringen favoriserer dem i toppen af samfundet.

At en lille rig elite sejler rundt i store yachter og drikker champagne, mens den voksende verdensbefolkning i stadig stigende grad slider deres kroppe op på fabrikker og i landbruget til en ussel løn.

Men hvor slemt står det egentlig til? Bliver de fattige fattigere, og vokser forskellen mellem de mest velhavende dele af verden og de mindst rige? Berlingske har sammen med flere økonomiprofessorer og eksperter gennemgået data for global ulighed, og der tegner sig et lidt andet og mere nuanceret billede.

 

Bo Sandemann Rasmussen er økonomiprofessor på Aarhus Universitet og forsker i blandt andet international økonomi og skattepolitik. Han opsummerer udviklingen i den globale ulighed de seneste årtier således:

»Den generelle tendens er klart, at uligheden på globalt plan er faldet, fordi store befolkningsrige vækstøkonomier i den fattigste del af verden har udviklet sig langt hurtigere end de rige lande, og det har trukket millioner af mennesker ud af fattigdom. Samtidig er en lille elite bestående af enkeltpersoner blevet ekstremt rige, men det ændrer ikke på det samlede billede af, at den globale ulighed er faldende,« forklarer Bo Sandemann Rasmussen.

Fald i ulighed målt på indkomst

Den borgerlig-liberale tænketank CEPOS har gennemgået en række data for ulighed, som bakker op om det synspunkt.

Det mest anvendte begreb til at måle uligheden i verden er den såkaldte Gini-koefficient, som beskriver forskellene i indkomster blandt borgerne. I et samfund, hvor én person tjener alle pengene, vil Gini-koefficienten være 100, og i et land, hvor alle borgere tjener lige mange penge, vil Gini-koefficienten være 0.

I de fleste åbne demokratiske lande ligger Gini-koefficienten typisk i et spænd mellem 20 og 40, mens Gini-koefficienten for det meste er højere i mere lukkede økonomier præget af korruption, magtmisbrug og misbrug af offentlige midler.

I Danmark er Gini-koefficienten vokset fra 23 til 26 det seneste årti ifølge tal fra OECD.

Ifølge tal fra Den Internationale Valutafond er den globale Gini-koefficient faldet med cirka seks point på verdensplan de seneste årtier.

Samtidig er antallet af ekstremt fattige på kloden styrtdykket. I 1990 levede 36 procent af verdensbefolkningen for under to dollar om dagen. I 2015 var tallet faldet til ti procent, viser tal fra Verdensbanken.

Niels Mygind er økonomiprofessor på handelshøjskolen i København, CBS, og han har i sin forskning fokuseret på de nye vækstøkonomier i blandt andet Indien, Kina og Indonesien.

Han forklarer, at de fattigste dele af verden på få årtier har været hurtige til at tage vestlige teknologier og viden til sig, åbne deres økonomier op for samhandel og meget konsekvent har reformeret deres samfund, hvilket har været med til at mindske den globale ulighed.

»Tidligere tilhørte 700 millioner kinesere gruppen af fattige, men de er nu løftet op i noget, der ligner middelklasse. Det giver et kæmpe løft til den fattigste del af verdensbefolkningen, og derfor er uligheden på globalt plan faldet set ud fra en gennemsnitsbetragtning,« forklarer han.

Niels Mygind tilføjer dog, at Kina oplever stor ulighed internt i landet. Kystbyerne er vokset hurtigere end landområderne, og mens store dele af befolkningen ikke har opbygget nogen formue, så er nogle enkeltpersoner i Kina ekstremt rige målt på personlig formue. Han forklarer, at der er opstået den lidt særlige situation, at mens de fattige lande har halet ind på de rige lande rent økonomisk, så er uligheden ofte steget internt i mange udviklingslande, ligesom den også er det i nogle udviklede lande.

Udviklingsorganisationen Oxfam udgiver hvert år en ulighedsrapport, som blandt andet vurderer uligheden i verden ud fra formue, og som hver gang kommer med en række opsigtsvækkende konklusioner.

I den seneste rapport slog organisationen fast, at bare én procent af formuen hos Amazon-stifter Jeff Bezos udgør lige så meget som sundhedsbudgettet for hele Etiopiens 105 millioner indbyggere.

De 26 rigeste personer på kloden ejer lige så meget som den fattigste halvdel af verdensbefolkningen, lyder en anden konklusion.

Metoden bag rapporten har dog også fået kritiske ord med på vejen. Blandt andet har CEPOS påpeget, at de 26 rigeste personer kun ejer 0,4 procent af verdens formue. Samtidig ejer de 40 procent fattigste ingenting.

Sagt på en anden måde: Hvis én person ejer en krone, så ejer vedkommende mere end den samlede formue hos de 40 procent fattigste på kloden tilsammen.

Lille elite bliver rigere

En gruppe af flere hundrede forskere fra flere lande forsøger i et samarbejde at samle data om ulighed. Folkene bag The World Inequality Database kommer blandt andet fra anerkendte universiteter som amerikanske Berkeley og Paris School of Economics i Frankrig. Den verdenskendte franske økonom Thomas Piketty er med til at lede projektet.

Deres tal viser, at den rigeste procent af verdensbefolkningen er steget 101 procent i indkomst i perioden 1980-2016. Den fattigste halvdel af klodens befolkning er samtidig gået 94 procent frem i indtægt. Altså er de fattigste gået nogenlunde ligeligt frem i indtægt sammenlignet med den rigeste procent.

Men zoomer man ind på et lille bitte udsnit af de mest rige på en hundrededel af en promille (0,001 procent) af verdensbefolkningen, så er denne lille bitte elite stukket af fra resten af verdensbefolkningen. De har en gennemsnitlig stigning i indkomst på 235 procent i samme periode.

Økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen understreger, at mængden af ekstrem rigdom i verden er fordelt på meget få mennesker. Den fattigste del af verden ville formentlig ikke mærke det i væsentlig grad, hvis man tog indkomsten fra denne lille rige elite og fordelte den ud hos den fattigste halvdel af verdensbefolkningen, forklarer han.

»Det er så få mennesker, som er ekstremt rige, at man nærmest kan sætte navn på dem. Der er tale om enkeltpersoner, som Facebook-stifter Mark Zuckerberg, Windows-opfinderen, Bill Gates, og Amazons Jeff Bezos. De har tjent godt på globaliseringens muligheder, men de er så få personer, at deres rigdom ikke ændrer på, at uligheden er faldende på globalt plan,« forklarer han.

Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i CEPOS, mener, at der er mange myter og fordrejninger i debatten om ulighed på verdensplan.

Han mener, at der fortsat er for mange fattige på globalt plan, men han påpeger samtidig, at det samlet set går i den rigtige retning, og den pointe fortabes i den offentlige debat.

»Der er stærkt faldende ulighed på globalt plan, og det er drevet frem, fordi velstanden i den fattigste del af verden vokser hurtigere end velstanden i den rigeste del. Det er ikke udviklingsbistanden, som har drevet dette frem. Det har øget liberalisering af verdensøkonomierne, mere handel og globalisering. Kapitalismen har gjort verden til et bedre sted.«