Berlingske-journalist modtager hæderspris

Berlingskes Line Holm Nielsen modtager journalistpris for sine "altid velskrevne og sobre beskrivelser af menneskelige skæbner".

Line Holm Nielsen, journalist på Berlingske Tidende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sigrid Nygaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dansk Journalistforbunds Kreds 1 giver i år Redaktør Kristian Dahls Mindelegat på 15.000 kroner til den 34-årige Berlingske-journalist Line Holm Nielsen.

Mindelegatet uddeles hvert år til en yngre journalist fra Dansk Journalistforbunds Kreds 1 (København og Bornholm).

Priskomitéen har valgt Line Holm Nielsen for ”hendes altid velskrevne og sobre beskrivelser af menneskelige skæbner.”

En dygtig interviewer

- Line Holm Nielsen er en meget dygtig interviewer, som formår at få de mennesker, hun møder, til at åbne sig. Dermed kan hun give sine læsere et indblik i skæbner og personligheder, som lever med konsekvenserne af politiske beslutninger, finanskriser og fejl i sundhedssystemet, skriver komitéen om Line Holm Nielsens journalistiske serier.

Line Holm Nielsen er beæret over at modtage en pris for sin journalistik.

- Jeg føler mig virkelig meget beæret. Og jeg er rigtig, rigtig glad for, at priskomitéen belønner den type journalistik, som jeg laver. Den er ikke hårdkogt, men handler om stille og roligt at tage ud i verden og beskrive de skæbner, som man normalt ikke ser i medierne.

Fra døende kræftpatienter til "2400 Unhappiness"

Line Holm Nielsen går altid efter ”den gode historie”.

Den har f.eks. handlet om at sætte ansigter på døende kræftsyge patienter, fortælle historien om Inge-Lise, der under finanskrisen blev fyret efter 38 år på B&O-fabrikken eller som i serien ”2400 Unhappiness” give ordet til beboerne i bydelen Bispebjerg, som er det sted i Danmark, hvor folk før tidligst.

Senest har Line Holm Nielsen sammen med kollegaer på Berlingske Tidende været med til at afdække sager om vagtlægesvigt. F.eks. om den 14 måneder gamle Christian, som døde, fordi han havde slugt et batteri, der på trods af mange henvendelser til vagtlæger og hospitaler ikke blev opdaget i tide. Og om to-årige Silkes mystiske dødsfald på Herning Sygehus.

Journalistik kan blive meget forudsigelig

- Jeg elsker at tale med såkaldt almindelige mennesker, som har oplevet noget, vi alle sammen kan relatere til, hvad enten det er sygdom, ulykke, kærestesorger eller fyringer. Ofte bliver journalistik meget forudsigelig, og jeg synes, at det er mere interessant at komme ud og finde nogle mennesker med en vigtig historie, men som ikke selv har midlerne til at komme frem og fortælle den. Eller som i f.eks. ”Yvonne-sagen” gå bag om overskrifterne fra retssagen om en kvinde, der blev tævet næsten ihjel, siger Line Holm Nielsen.

Hun synes, at Berlingske Tidende altid har givet hende både tid og plads, selv om hendes historier ikke altid er ”klassisk” journalistik.

- Men jeg ville ønske, at man i det generelle mediebillede havde mere plads til gode og stille og roligt fortalte historie i stedet for altid at prioritere den hårdtslående, konfliktsøgende og maskuline journalistik.

Line Holm Nielsen var journalistpraktikant på Berlingske Tidende fra 2001 til 2003, og i februar 2004 kom hun som nyuddannet journalist tilbage på avisen, hvor hun ikke er bange for at gå sine egne veje; også når det er imod tidens journalistiske prioriteringer.

I år har hele 37 forskellige journalister eller grupper af journalister været indstillet til mindelegatet herunder Line Holm Nielsens Berlingske-kollega Morten Frich.

Line Holm Nielsen får overrakt legatet ved et åbent arrangement i Journalistforbundet torsdag den 25. marts.

Ud over de to Berlingske-journalister var Simi Jan (TV2 og Politiken),
Erik Holm (Ingeniøren) og forfatter Nina Vinther Andersen nomineret til
prisen.

Anbefalede artikler skrevet af  Line Holm Nielsen:

ARVEN

VI SES I MORGEN...

LOTTES DAGBOG

LOTTES FARVEL