Berlingske-journalist hædret for indsigtsfuld journalistik

Videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard modtager De Berlingske Journalisters Pris for sin dækning af blandt andet jordskælvet i Japan og massakren i Norge.

Videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard får her overrakt De Berlingske Journalisters Pris af formanden for priskomiteen, Trine Munk-Petersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De Berlingske Journalisters Pris går i år til videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard fra Berlingske.

Prisen, der er en hyldest til det skrevne ord og gives for en fremragende indsats inden for kvalitetsjournalistik i den dansksprogede presse, blev uddelt fredag eftermiddag ved en reception i bladhuset i Pilestræde.

Lars Henrik Aagaard modtager prisen dels for sin fornemme dækning af terrorkatastrofen i Oslo sidste sommer, dels for sine ikke mindre fremragende reportager fra tsunamien og den efterfølgende atomkatastrofe i Japan for godt et år siden. Men også for sin indsigtsfulde, grundige og letforståelige dækning af videnskabsstoffet i den daglige avis.

- Du forstår at forklare selv indviklede sager som månens opståen, hvad der er inde i en vulkan, eller hvordan det går til, at fire små øer i Stillehavet pludselig springer en dag over, på en klar og forståelig måde, så vi alle kan følge med. Ofte med et glimt i øjet, der gør, at man får lyst til at læse mere. Men aldrig poppet. Det er den slags journalistik, en avis som Berlingske efter vores mening skal leve af i fremtiden, sagde formanden for priskomiteen, Trine Munk-Petersen, i sin tale til prismodtageren.

Hun fremhævede Lars Henrik Aagaards dækning af naturkatastrofen i Japan og tragedien i Oslo og på Utøya.

- Du har en imponerende evne til at berette om disse voldsomme hændelser på en måde, der både er klar og nøgtern, men også viser indlevelse, menneskelighed og følsomhed. Og det bliver ikke mindre imponerende, når man ved, hvilke fuldstændig umulige og barske omstændigheder, det hele foregik under.

Lars Henrik Aagaard er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1988 og blev umiddelbart derefter ansat på Berlingske Tidende, hvor han både har været kriminalreporter, litteraturreporter, nyhedschef på kulturredaktionen og nu videnskabsjournalist. Desuden har han udgivet bøgerne »Når Jorden går amok: Skælv, tsunami, vulkan, orkan« og senest »Vildt vejr over Danmark«.

De Berlingske Journalisters Pris består af et rejselegat på 15.000 kroner og statuetten »Dyret« skabt af billedhuggeren Niels Peter Bruun Nielsen.

Her er et lille udpluk af Lars Henriks dækning:

Læs også: Flugten fra atomskyen