Berlingske-fotograf vinder stor international pris

Med et stærkt billede af flygtninge fra Myanmar vinder Berlingskes fotograf Asger Ladefoged prisen for årets portræt i den internationale konkurrence Picture Of The Year International.

Asger Ladefoged vandt med billedet, han tog af 40-årige Rahima Katun, der i efteråret flygtede med sin mand og tre børn fra Myanmar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Egentlig var han gået forbi kvinden, der sad med sin søn. Det var i en flygtningelejr i Bangladesh i november sidste år. Titusinder af rohingyaer flygtede fra militærets udrensning i Myanmar, og Berlingskes fotograf Asger Ladefoged var på reportagerejse.

Men hendes blik havde brændt sig fast, og han kunne ikke glemme det. Så efter nogle timer vendte han tilbage for at finde hende, og hun indvilligede i at fortælle sin historie om flugten fra Myanmar og at lade sig fotografere af den danske fotograf.

Fredag i denne uge fik Asger Ladefoged en besked om, at hans billede af kvinden og hendes barn havde vundet prisen som årets bedste portræt i den internationale konkurrence Picture of The Year International, der er verdens ældste og en af verdens største fotokonkurrencer.

»Det er altid skønt at blive anerkendt. det er motiverende og giver en lyst til at arbejde endnu hårdere. Og så betyder det, at mine billeder kommer ud til et langt større publikum, og det er meget tilfredsstillende,« siger Asger Ladefoged.