Bente Nielsen ville ikke bortadopteres: »Ja, det var dybt ubehageligt - men det var min mor«

Der er kun én ting, der er mere pinefuldt at tænke på end de frygtelige besøg fra hendes forældre - og det er tanken om, at tvangsfjernede Bente Nielsen aldrig havde mødt sine forældre.

Bente Nielsen er formand for Tabuka og har selv været anbragt som barn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Bente Nielsen var fire år gammel, stod der pludselig to fremmede voksne i døråbningen.

Hun og hendes tre søskende var ved at rydde op i huset efter et af mors og fars jævnlige skænderier. Der var væltede møbler og tallerkener alle vegne. Hvor var ungernes kufferter, ville de to voksne vide? Så pakkede de børnenes tøj og placerede dem i en stor hvid kassebil med kurs mod Kolding Børnehjem.

Bente Nielsen blev tvangsfjernet, fordi forældrene ikke magtede opgaven.

Hendes far var alkoholiker. Hendes mor er paranoid skizofren. Efter fem år på børnehjemmet var faren sunket så dybt i sit misbrug, at han begik selvmord. Nu var der kun den dybt skizofrene mor tilbage. En hjemgivelse, vidste alle, ville aldrig komme på tale. Så Bente Nielsen og hendes tre søskende skulle have en rigtig plejefamilie - »barndommen ud«, som det hedder i fagsprog.

Havde hendes historie fundet sted efter regeringens nye lovforslag er vedtaget, ville de i stedet kunne være blevet bortadopteret og skånet for kontakten med de dysfunktionelle forældre allerede fra den tidlige barndom.

»Når jeg tænker på den risiko, får jeg helt ondt i maven,« siger 51-årige Bente Nielsen i dag.

Brikker i puslespil

Hvorfor egentlig? Hvilken umiddelbar glæde havde 7-årige Bente Nielsen af at have kontakt med sin dybt alkoholiserede far?

»Ingen! Min far gav mig ingen opmærksomhed, når han var på besøg på børnehjemmet, hvilket jeg kun var glad for, for han var stor, brovtende og rødmosset mand, og jeg var ærlig talt lidt bange for ham.«

Og hvilken glæde havde hun af de sporadiske besøg på den lukkede afdeling for at besøge sin skizofrene mor?

»Ingen! Det var dybt ubehageligt og meget akavet, for jeg kunne slet ikke læse hendes signaler. Hvis nogen havde spurgt mig om hun skulle komme, mens jeg var i plejefamilien, ville jeg have sagt nej,« siger Bente Nielsen.

Det var dengang. Og følelserne i øjeblikket. Men det var ikke nødvendigvis i hendes langsigtede tarv.

»Min største sorg i dag er, at jeg ikke tilbragte mere tid sammen med dem og lærte dem bedre at kende. Ja, det var dybt ubehageligt. Og akavet. Og frygteligt. Men det var min mor og min far, og jeg har det sådan, at man skal kende sine forældre - ligegyldig hvor dårlige de er til at tage sig af en - selv hvis man kun ser dem i 5 eller 10 minutter en gang om måneden.«

Systemet, mener hun, skulle ikke gøre mere for at skåne hende fra samværet med forældrene ved at bortadoptere hende. Det skulle have gjort sig større umage med at etablere en positiv kontakt, så hun ikke var bange for faren og kunne holde ud af besøge moren. Også selvom hun og de tre søskende aldrig ville kunne flytte hjem igen.

»Hvordan man end ser på det, er ens forældre vigtige brikker for at føle sig som et helt menneske. Bliver de taget ud af puslespillet, mangler der noget så grundlæggende i ens identitet, at det kan gøre endnu mere skade,« siger hun.

En almindelig familie

Det var ellers en glædens dag, da kommunen kunne fortælle, at de havde fundet en rigtig familie til Bente og hendes søskende efter de fem år på børnehjemmet. Hos plejefamilien fik hun både eget værelse, cykel og nyt tøj. Det var lykken! For en stund.

For da hverdagen ramte, magtede plejefamilien ikke opgaven med de fire nye brændte børn, og selvom de gjorde sig umage, følte Bente Nielsen aldrig den samhørighed, det er at have en rigtig familie.

Ikke som da hun som 19-årig for første gang i 10 år genså sin mor. Eller da hun for to år siden rejste til Grønland, hvor hendes mor kommer fra, for besøge hele sin udvidede familie. I mellemtiden havde kommunen nemlig sendt moderen til hjemlandet - det ville være godt for hende at komme tilbage til sine rødder, lød vurderingen. Børnene ville hun alligevel aldrig kunne tage vare på.

»Den moderkærlighed og det tilhørsforhold, jeg følte, var så stærk, at den virkede helende. Også selvom den kun har været i korte glimt få gange i mit liv,« siger Bente Nielsen.

»Jeg ved, at det er det, man gerne vil skabe med adoptionen. Men ideen om, at man kan fjerne de dårlige forældre, der spøger i baggrunden, tror jeg ikke på. De vil altid være der - også hvis man er bortadopteret.«

I dag er Bente Nielsen formand for Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte, Tabuka. I sit arbejde gennem 20 år som psykoterapeut for andre anbragte børn har hun selv mødt talrige eksempler på forældre, der er dybt skadelige for deres børn.

»Så selvfølgelig er der også en del af mig, der tænker »lad os for gud skyld bortadoptere dem, så de forældre aldrig ser børnene igen«. Men jeg mener virkelig, man skal passe på med at dømme forældre ude for altid. For jeg ved også, hvor dyb længsel bortadopterede har for at kende deres ophav. Derfor må det være systemets opgave at hjælpe børnene til at få en positiv kontakt til deres forældre. Ikke afskære den for altid.«