Bent Jensen vil bringe KGB-sagen videre til Strasbourg

Koldkrigshistoriker Bent Jensen har ikke opgivet en sejr over journalist Jørgen Dragsdahl. Trods en endelig dom i Højesteret onsdag, vil han nu bringe sagen videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. "Politisk teater," lyder det fra Jørgen Dragsdahl.

Arkivfoto. Bent Jensen møder pressen foran Højesteret onsdag, efter dommen er blevet afsagt. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

En af Danmarks største injuriesager er ikke slut endnu.

Fejden mellem koldkrigshistorikeren Bent Jensen og journalist Jørgen Dragsdahl fandt godt nok sin afslutning i Højesteret onsdag med en klar sejr til Dragsdahl, men den afgørelse er Bent Jensen altså nu rede til at bringe foran Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

»Sagen bliver bragt videre,« fastslår han.

»Jeg kan forsikre om, at jeg aldrig nogensinde lægger mig ned, så længe jeg er fysisk i stand til at stå op.«

Jørgen Dragsdahl siger, at han er »bedøvende ligeglad« med beslutningen, men kalder nyheden for hyklerisk.

»Jeg anser det for at være politisk teater fra en ekstremistisk fløj i dansk politik. Se på Bent Jensen og hans opbakning. De folk har ikke bestilt andet end at angribe EU og menneskerettighedserklæringer og alt sådan noget, og nu går de videre. Det er da ynkeligt - for ikke at sige patetisk,« siger han.

»De er nødt til at fortsætte det her, for ellers er de nødt til at indrømme deres løgne.«

På trappen foran Højesteret tøvede Bent Jensen onsdag, da han blev spurgt, hvorvidt han overvejede at prøve sagen på europæisk plan.

»Grunden til, jeg ikke ville sige det så bastant på trappen uden for Højesteret, var, at jeg slet ikke havde nået at læse selve dommen eller diskutere det med min advokat. Derfor tog jeg det lille forbehold i går,« lyder forklaringen nu.

Det er blandt andet tidligere afgørelser i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der har overbevist historikeren og hans advokat, Karoly Németh, om, at sagen skal bringes videre.

»Domstolen har taget en række sager op, som minder meget om denne her. Blandt andet sager om professionelle historikere i Polen og Ungarn, som har skrevet om opgøret oven på Den Kolde Krig, og som er blevet frikendt,« siger Bent Jensen.

Ni års retsopgør

Forud for beslutningen ligger næsten ni års juridisk tovtrækkeri og endnu flere års gammelt fjendskab mellem de Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl.

Kernen i retsopgøret har været, hvorvidt Bent Jensen havde tilstrækkelig dokumentation til at beskylde Jørgen Dragsdahl for at samarbejde med KGB under Den Kolde Krig, sådan som han gjorde på forsiden af Jyllands-Posten i januar 2007.

Således blev sætningen »arkiverne har vist, at Dragsdahl var KGB-agent« begyndelsen på det lange retsopgør.

Påstanden om agentvirksomheden havde Bent Jensen læst i hidtil hemmeligholdte dokumenter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET). Jørgen Dragsdahl, der arbejdede på dagbladet Information i 80erne, blev overvåget af efterretningstjenesten, der blandt andet indkaldte ham til en samtale om hans forhold til Sovjetunionen. Selv om PET aldrig rejste en sag mod journalisten, blev han i et referat fra mødet omtalt som »agent«.

Men efter i alt tre afgørelser i først byretten i Svendborg, dernæst Østre Landsret og i går Højesteret har Jørgen Dragsdahl fået det foreløbigt sidste ord i injuriesagen, der har været Danmarks dyreste.

Koldkrigshistorikeren er idømt en straf på ti dagbøder á 1.000 kroner og en erstatning på 100.000 kroner. Desuden skal han betale hele Jørgen Dragsdahls advokatregning på mere end 500.000 kroner. Regninger der i øvrigt skal betales - uanset om sagen kommer for domstolen i Strasbourg eller ej.

Men selv ikke det økonomiske smæk får Bent Jensen til at tøve i den videre kamp.

»Der skal meget, meget mere til. Jeg er ved utrolig godt mod og fuld af kræfter og energi,« siger han.