Bendtsen anmeldt for bestikkelse

Tidligere vicestatsminister Bendt Bendtsen er blevet politianmeldt for at have ladet sig invitere på 33 dyre jagt- og golfrejser, betalt af landets største virksomheder. Ifølge eksperter er det i strid med reglerne for en minister.

Foto: Claus Bjørn Larsen.
Læs mere
Fold sammen

Tidligere vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) blev fredag politianmeldt for bestikkelse. Han beskyldes for at have modtaget dyre jagter og golfture af landets største virksomheder for mindst en kvart million kroner. Anmelderen er Hørsholms borgmester, den tidligere konservative, Uffe Thorndal.

B.T. Søndag har gennemgået Bendt Bendtsens kalender, der viser, at han som erhvervs- og økonomiminister hele 33 gange i perioden 2003-2008 har ladet store danske virksomheder og direktører betale for jagt- og golfture. 12 af turene har varet flere dage og har inkluderet betalte ophold på en række danske godser.

B.T. har talt med samtlige virksomheder, der har inviteret – herunder både Danfoss og Danisco. Alle siger, at turene kun indeholdt jagt og golf.

»Formålet er at møde gode kunder og ministeren på en uformel måde på golfbanen,« siger Jens Bekke, pressechef i Carlsberg, der to gange har haft Bendt Bendtsen med på golfture i Sverige i 2005 og 2006.

Offentligt ansat
Ifølge forvaltningsloven og Personalestyrelsens gaveregler må offentligt ansatte slet ikke modtage gaver ud over en flaske vin og en bog til fødselsdage. Landets øverste myndighed, Folketingets Ombudsmand, slår fast over for B.T., at det er præcis de regler, som Bendt Bendtsen er omfattet af:

»En minister er omfattet er nøjagtig de samme regler, som gælder for de ansatte,« siger Hans Gammeltoft-Hansen.

Ifølge flere eksperter har Bendt Bendtsen klart overtrådt forvaltningsloven.

»Jeg mindes ikke, at jeg har set en større sag i de år, hvor jeg har arbejdet med offentlig forvaltning,« siger Tim Knudsen, professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Han støttes af blandt andre lektor i forvaltningsret Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet.

»Det er selvfølgelig et problem, hvis en minister tager imod betalte jagter med direktørerne for de virksomheder, som han skal lovgive om. Især er det et problem, at han har været på betalte jagter og golfture i så stort et omfang,« siger Jørgen Albæk Jensen.

Den mangeårige vildtforvaltningschef i Danmarks Jægerforbund, Niels Kanstrup, anslår, at virksomhederne betaler 15-25.000 kroner for hver jagtdeltager, og at det er almindeligt, at store virksomheder holder såkaldte repræsentationsjagter.

»Jeg kender til adskillige tilfælde, hvor man har inviteret centrale embedsmænd og politikere med. De siger næsten altid nej, fordi de godt kan se, at det kan blive misforstået som smøring,« siger Niels Kanstrup.

Bendt Bendtsen meddeler i en skriftlig kommentar:

»Jeg har holdt utrolig mange møder med folk fra erhvervslivet. Det var mit job som erhvervsminister. Jeg har mødt erhvervslivet på kontoret, i virksomhederne, til en frokost – og ja, også på golfbanen og på jagt,« skriver Bendt Bendtsen til B.T.