Bekymringerne gemmer sig under teltdugen i asylcentret: »Den her ulidelige ventetid æder os langsomt op indefra«

I teltlejren i Haderslev bor knap 300 asylansøgere. De fleste er venlige og virker glade, men under overfladen gemmer sig en hverdag med stress, med frustrationer og med evig konflikt.

I teltlejren er man ikke kun tæt på manden i overkøjen, men også på dem i nabokøjerne. Beboerne går hinanden på nerverne, for dagligdagen består stort set kun af ventetid. Foto: Ólafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Duften af parfume fylder luften ved bussens bagsæde. En håndfuld unge kurdiske mænd klapper i takt og synger arabiske sange på fuld tryk, indtil Peter Egholm Andersen fra asylcenteret rejser sig op fra sin plads længere fremme i bussen og afbryder dem.

»Når vi kommer ud af bussen, så lad os vise danskerne, at vi er gode og civiliserede mennesker. At vi ikke er farlige for Danmark,« siger Peter Egholm Andersen.

Han bliver mødt af et bifald fra de unge mænd, og fællessangen fortsætter.

»Når vi kommer ud af bussen, skal I stoppe med at synge. Når vi kommer ind igen, synger vi dobbelt så højt,« siger Peter Egholm Andersen.

Bussen triller op ad den lille grusvej ved Tørning Mølle vest for Haderslev, og fællessangen på bagsædet stopper. De godt 30 asylansøgere stiger ud og tager plads på græsplænen blandt de mange sønderjyder, som denne juniaften er mødt op for at se heksen blive brændt af på sankthansbålet.

Socialdemokraten Henrik Rønnow fra Haderslev Byråd holder båltale. Han forklarer, hvordan danskerne er blevet bange for det fremmede – måske uden grund. Kartoflen var oprindeligt ikke dansk, og nu kan vi ikke leve uden den, minder han publikum om.

»Vi skal turde møde det fremmede og ukendte,« siger Henrik Rønnow og høster et beskedent bifald, inden bålet bliver tændt, og de fremmødte begynder at synge Midsommervisen. Et par asylansøgere forsøger forsigtigt at synge med.

Mindre forsigtig er kurdernes fællessang i bussen på vej tilbage til lejren. De unge mænd synger, klapper i takt og nyder de sidste minutter af deres pusterum væk fra en hverdag fyldt med bekymringer, stress og kedsomhed.

I slutningen af juni boede Berlingske en uge i teltlejren for asylansøgere i Haderslev. Lejren har været åben siden årsskiftet og er en af fire teltlejre i Danmark, som regeringen sidste efterår besluttede at indkvartere asylansøgere i. I lejrene bor primært unge, enlige mænd.

I Haderslev lukker teltlejren 31. august, fordi der ikke længere kommer lige så mange asylansøgere til Danmark som tidligere. Mange beboere i Haderslev glæder sig til måske at slippe for tilværelsen i teltene. Men glæden er bittersød. De fleste har fået mange gode venner i lejren, og samtidig risikerer asylansøgerne at blive flyttet til samme forhold i lejrene i Thisted, Næstved eller Herning.

De 25 gule og hvide telte i Haderslev ligger på Beredskabsstyrelsens grund, og der er plads til otte personer i hvert telt. Foruden teltene indeholder centeret også en stor og en lille sovesal, hvor asylansøgere sover tæt i køjesenge. Teltlejren huser knap 300 asylansøgere fra mange lande. Der er plads til det dobbelte.

»Jeg har brug for en fremtid«

Det er næsten umuligt at bevæge sig rundt i lejren uden at blive inviteret på en kop te, og de mange smilende beboeres imødekommenhed overskygger ofte den svære situation, de står i. Under overfladen gemmer sig imidlertid en anden virkelighed.

»Den her ulidelige ventetid æder os langsomt op indefra, og den får os til at miste forstanden. Det er ikke et værdigt liv at leve. Jeg er i sikkerhed her, men det betyder ikke alt. Jeg har brug for en fremtid,« siger 23-årige Mulham Yussuf Buzum fra Syrien.

Mulham sammenligner sin seng i teltet med et gravsted på en kirkegård, og han forklarer, at der bag de fleste beboeres brede smil gemmer sig en »ubegribelig« sorg.

For 32-årige Qaed Abed Mahdi består den sorg i, at hans kone og deres toårige søn befinder sig i hjemlandet Kuwait. I teltlejren holder han sig beskæftiget ved blandt andet at hjælpe medarbejderne med at oversætte fra engelsk til arabisk, så han ikke hele tiden skal tænke på sin familie og på sin asylsag.

»Men det er svært,« siger han.

Svært er det også for 57-årige Nabil Osman fra Syrien. Da han flygtede fra krigen, havde han efter eget udsagn ikke penge til at få sin kone og sine to børn med sig til Danmark. Nu er han i Haderslev, hvor han bruger det meste af tiden på at sidde i en lænestol i et hjørne af lejrens store sovesal og kigge ud ad vinduet med en hjemmerullet cigaret i hånden:

»Jeg er alene og langt væk fra min familie, og jeg tænker konstant på dem. Og så lever jeg blandt flere hundrede enlige mænd fra alle mulige lande. Det er meget hårdt.«

Nabil Osman sover i underkøjen af en køjeseng i sit hjørne af sovesalen. Her bor beboerne meget tæt, selv om centeret kun er halvt fyldt op. Om natten ligger Nabil Osman ikke alene få centimeter fra Ahmed i overkøjen, men også fra dem i nabokøjerne. Det manglende privatliv er en af hovedårsagerne til, at beboerne ofte går hinanden på nerverne.

Der har været mange slåskampe i lejren, og politiet har flere gange besøgt lejren i patruljevogne med blå blink. Senest efter en 19-årig kvinde i midten af juli blev voldtaget i Haderslev, og en 24-årig asylansøger fra teltlejren blev varetægtsfængslet for den grove forbrydelse.

Tidligere har en beboer forsøgt at begå selvmord ved at stikke en saks i maven på sig selv. En anden beboer, kurdiske Sirvan Brumandi, nåede at trække saksen ud, inden det var for sent. Beboeren er siden blevet flyttet til et andet asylcenter, men over en Skype-forbindelse på Sirvan Brumandis telefon viser han Berlingske det lange ar, som saksen efterlod.

»Jeg har hele tiden lyst til at smadre noget«

En lignende oplevelse havde teltlejrens chef, Kim Callesen, da han havde været ansat i seks uger. Her kom en beboer løbende hen imod ham. »Fuldstændig blå i hovedet,« husker Kim Callesen. Beboeren råbte, at hans ven havde slået sig selv ihjel. Lejrchefen spurtede ned i et af teltene, hvor en mand sad helt sammensunket og blødte fra sin ene arm.

»Det var så heldigvis ikke et forsøg på selvmord, men selvskade. Og det er jo alvorligt nok i sig selv,« siger Kim Callesen om episoden.

Lejrchefen leder asylcenteret med det hovedfokus, at asylansøgerne har krav på ro og tryghed. Men stressniveauet blandt beboerne er stadig meget højt, også selv om der ikke længere er så mange konflikter, som tilfældet var for et par måneder siden.

»Jeg har hele tiden lyst til at smadre noget. Bare for at få aggressionerne og de forfærdelige tanker ud af hovedet,« siger 25-årige Ramzi fra Syrien, som ikke ønsker sit efternavn i avisen.

Den anspændte stemning dulmer asylansøgerne blandt andet ved at spille billard, ryge vandpibe i lejrens hvide rygevogn eller ved at løbe en tur i »junglen«, som en beboer kalder skoven på den anden side af vejen. Men det er et svært liv. Penge har asylansøgerne ikke mange af, de keder sig konstant, og eneste forbindelse til hjemlandet er gennem skærmen på en telefon.

De fleste priser sig lykkelige over at være i sikkerhed i Haderslev. Samtidig vil de gerne bidrage til det danske samfund og leve et liv, som ikke udelukkende handler om at spise, sove og gå på toilettet.

»Jeg vil gerne læse på universitetet, så jeg kan få et arbejde og betale skat i Danmark. Så længe terroristerne bliver ved med at slå folk ihjel, kan jeg ikke vende tilbage til Irak. Jeg ved godt, at den danske regering måske ikke vil lade mig blive her, men jeg håber, at jeg kan få en fremtid i Danmark,« siger den 23-årige iraker Ali Alhilo.

Det samme håb har iraneren Ali Mashayekh, som bor i telt nummer 20. Her sidder han ved et hjemmebygget skrivebord og byder både Berlingske og to af sine landsmænd i teltet på en lunken dåseøl, inden han fortæller om sit liv i Danmark. Først om drømmen om en dansk fremtid, så om frustrationerne ved at være asylansøger i Haderslev.

»Jeg vil gerne takke danskerne for at tage imod os, fordi vores liv er i fare. Men i Danmark er der også mange racister. Der er enkelte her i lejren, som tager ind til byen og opfører sig skidt og gør dumme ting. Men det betyder ikke, at alle flygtninge er på den måde. Vi er mennesker ligesom alle andre, men sådan ser mange danskere ikke på os,« siger han.

En fredag aften i slutningen af juni venter de to kurdere Hoshmand Ahmad Poor og Sirvan Brumandi i køen foran Crazy Daisy i Haderslev. Dørmanden afviser dem. Begrundelsen er, at man skal have dansk statsborgerskab for at blive lukket ind. Det handler ikke om diskrimination, de kan bare ikke pludselig have 700 asylansøgere rendende, lader dørmanden forstå.

Efter afvisningen tager de to unge mænd hen til baren Tribunen, hvor de med kropssprog og et par danske gloser bestiller en kande mørk fadøl. De sætter sig og drikker ved et ledigt bord, mens festen foregår omkring dem. Baren er fuld af studenter. Hoshmand Ahmad Poor får efter lidt tids tøven taget mod til at rejse sig og gå op mod dansegulvet. Et par løft med skuldrene og nogle halvhjertede dansetrin senere sætter han sig ned igen.

»Gulvet var for klistret,« forklarer han.

Ved hans side sidder Sirvan Brumandi og kigger op mod en dansk pige i baren. Han tør ikke at gå op og tale med hende.

»Ingen dansk sprog. Stort problem,« siger han.

Da kanden med fadøl er tømt, er Hoshmand efter eget udsagn blevet »very fuld«. De to beslutter sig for endnu en gang at prøve lykken på Crazy Daisy.