»Bekymrende« smitteudbrud på plejehjem i hovedstadskommune, hvor beboerne er vaccineret

Et plejehjem i Albertslund indfører skærpede besøgsrestriktioner, efter flere ældre er blevet smittet selv efter at være blevet tilbudt en vaccine.

Demensplejecentret Humlehusene i Albertslund Kommune har oplevet sit tredje smitteudbrud på en uge, selvom personale og beboere er blevet vaccineret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter et smitteudbrud af covid-19 på demensplejecentret Humlehusene i Albertslund Kommune, har kommunen indført besøgsforbud de næste fire uger. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Udbruddet er det tredje i denne uge på plejecenteret, hvor både beboere og personale er blevet tilbudt en coronavaccine.

I denne uge er i alt fire beboere og to ansatte konstateret positive for covid-19 i plejecentrets afdeling 1 og 7.

Til TV 2 Lorry kalder Paw Østergaard Jensen (S), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Albertslund Kommune, det »bekymrende«:

»Selvfølgelig er det det. Vi havde jo forventet, at det ikke ville komme, når nu de er vaccineret.«

I den næste tid vil det kun være muligt for beboerne i Humlehusene at modtage besøg af en nærmeste pårørende og kun i beboerens egen bolig.

Dette besøgsforbud gælder foreløbig i fire uger, men kommunen slår fast, at den er i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på at få ophævet eller lempet besøgsrestriktionerne så hurtigt som muligt.

Til TV 2 Lorry oplyser kommunen, at en af beboerne er indlagt på hospitalet med covid-19, mens de tre øvrige kun har milde symptomer. Kommunen kan ikke afvise, at beboeren på sygehuset også har andre sygdomme, der kan have ført til indlæggelse.

Albertslund Kommune markerer sig i Statens Serum Instituts nyeste opgørelse over smitte som kommunen på listens andenhøjeste placering. Pr. 15. april rummer kommunen en incidens på 238,5 smittede pr. 100.000 indbyggere med 66 bekræftede smittetilfælde over de seneste syv dage.

Kommunen overgås kun af nabokommunen Høje-Taastrup, der har en incidens på 254,9 og 129 smittetilfælde over den seneste uge.

At ældre borgere bliver smittet igen er desværre ikke uset. I løbet af pandemien har det imidlertid været mest kendt, at ældre borgere kunne blive smittet med coronavirus flere gange – altså efter endt infektion.

Ifølge Steen Ethelberg, der er seniorforsker på afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse ved Statens Serum Institut, peger undersøgelsers resultater på, at ældres immunforsvar reagerer dårligere.

»Derfor giver det ekstra god mening, at vi har en strategi, hvor vi netop vaccinerer de ældre først. Både fordi deres risiko for at få alvorlige sygdomsforløb er større, og det samme er deres risiko for at blive smittet igen,« sagde han 18. marts til Faglige Seniorer.

Ifølge Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, er det sandsynligt, at det samme gør sig gældende for de ældre, der bliver smittet efter at have modtaget vaccinen. Det sagde han 13. april til TV 2 Lorry.