Bedre hjælp til kræftramte børn i finansloven

Finanslovsaftale afsætter 275 mio. kr. til center for partikelterapi.

Foto: MORTEN JUHL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kræftramte børn har udsigt til at få en bedre, mere skånsom behandling med langt færre bivirkninger end i dag.

Den nye finanslovsaftale lægger således op til at afsætte 275 mio. kr. for at få taget hul på etableringen af Danmarks første center for partikelterapi, som har vist sig at have stort potentiale i behandlingen af især kræftramte børn eller voksne med kræft på følsomme steder, f.eks. i hjernen.

"Danske kræftpatienter har krav på den bedste behandling, så vi redder så mange liv, som overhovedet muligt. Og med det potentiale, der er i partikelterapi, skal vi selvfølge også kunne tilbyde danske patienter behandling herhjemme. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kommer et helt afgørende skridt videre mod etableringen af et dansk center for partikelterapi", siger sundhedsminister Astrid Krag (SF).

I dag findes den type behandlingsåledes ikke i Danmark, og et stigende antal danske kræftpatienter sendes derfor i disse år til især Houston i USA og Tyskland for at få den pågældende behandling.

Den tur slipper de for, når et dansk anlæg står klar, hvilket dog først forventes at ske om fire år. De 275 mio.kr. dækker således kun en del af regningen for det topavancerede anlæg. Regionerne og private fonde skal også være med til at finansiere anlægget, der afhængig af typevalg kan løbe op i mellem en halv og en hel mia. kr.

"Når vi ikke har behandlingen i Danmark, er det i mange tilfælde den bedste mulighed at tage imod behandling i udlandet. Men det er klart, at for eksempel Houston ligger meget langt væk for en familie i en yderst sårbar situation, og det er da rigtig svært for både den kræftramte og den nærmeste familie og venner. Derfor glæder jeg mig til, at de afstande, man skal flytte sig over, ser ud til at blive langt, langt mindre i fremtiden", siger Astrid Krag.

Fagfolk har presset på i årevis for at få etableret et dansk anlæg, som også var på dagsordenen under VK-regeringen. Planerne har desuden givet anledning til en indædt kamp mellem Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet om at huse det kommende center.

Et internationalt ekspertudvalg har afgjort, at det skal placeres i Aarhus, men Rigshospitalet og politikere i Region Hovedstaden kæmper fortsat for at at få mulighed for at etablere et center i København.

Ved partikelterapi tager det omkringliggende væv mindre skade, og der er mindre risiko for at få en ny kræftsygdom.

Antallet af danske patienter henvist til behandling med partikelterapi i udlandet har i de seneste år været stigende. I 2011 blev 15 danske patienter henvist til behandling med partikelterapi i udlandet – i 2012 var det 31.