Hillerød Forsyning oplever lige nu et stort vandtab i fjernvarmenettet.

Det skyldes et større brud.

»Vi taber op mod 3.000 liter grønt fjernvarmevand i timen,« skriver Hillerød Forsyning i en pressemeddelelse.

Det har dog endnu ikke været muligt at lokalisere bruddet.

Derfor beder Hillerød Forsyning borgerne om hjælp:

»Det er et relativt stort ressourcespild. Derfor vil vi gerne hurtigt som muligt finde det,« fortæller Hillerød Forsynings kommunikationschef Søren Hedegaard Nielsen.

Borgerne opfordres til at kontakte forsyningscenteret, hvis man spotter »grønt, dampende vand.«

Det grønne vand er ikke farligt.

»Det er en velafprøvet og sikker metode til at spotte og spore utætheder i fjernvarmenettet og defekte kundeinstallationer,« skriver Hillerød Forsyning.

Søren Hedegaard Nielsen fortæller mere om bruddet:

»Det er en lidt mærkelig situation, for det er kommet og gået. Vi opdagede allerede i sidste uge, at vi havde et ekstra stort forbrug af det, der hedder spædevand. Vores folk forsøgte at lokalisere det, men så forsvandt det igen. Derefter har vi kørt uden problemer indtil i går, hvor det opstod igen.«

Hvad kan det tænkes at være?

»Det er et relativt stort brud. Det er 3.000 liter i timen, så det er ikke hjemme hos en privatkunde. Det kan ikke lade sig gøre. Det er formentlig et større sted. Det kunne være hos en af vores industrikunder. Det kan også være ved et nybyggeri, hvor man har lavet en fejl i forbindelse med tilslutningen til vores net. Det har vi også oplevet før,« siger kommunikationschefen.

Hillerød Forsyning kan kontaktes på 48 23 10 00.