Der hænger danske papirflag i enkelte vinduer. Man skal lede efter godt dem blandt de mange blokke i Islandshøjparken i nordsjællandske Nivå. Men flagene er der, og når man får øje på dem, er de klistret fast på vinduesglasset. I vindueskarmen ved siden af har nogen placeret et hæfte med "Grundtvigsange".
»Dannebrogsflagene kom pludselig op,"« lyder det fra en ældre kvindelig beboer, som Berlingske møder i Islandshøjparken.
Hun er overbevist om, at flagene er en demonstration mod, at Boligforeningen Islandshøjparken har fået ny formand i begyndelsen af februar. Han hedder Omar Saad og har ifølge Frederiksborg Amts Avis klar tilknytning til den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir, der har et kalifat som erklæret mål.
»De få, der sætter sådan et flag i vinduet, gør det for at demonstrere imod skiftet herude,« siger hun.
Roligt i dagslys
Islandshøjparken er ellers et umiddelbart tilforladeligt og roligt boligområde, som tager sig næsten idyllisk ud i solskin. Børn leger på legepladsen, og biler triller ind og ud af de mange parkeringspladser foran bygningerne, som ligger spredt for hinanden og former en lille by adskilt af veje, græsplæner og små stier.
Her er ikke mange mennesker at se på gaden, selv om boligforeningen tæller 384 boliger. Og af den håndfuld beboere, Berlingske møder torsdag ved middagstid, vil langt størstedelen ikke tale om den nye beboerformand.
Enkelte tager dog bladet fra munden på den betingelse, at deres navn og billede ikke kommer frem. Den ældre kvindelige beboer er eksempelvis bange for, hvad der kunne ske med hende og hendes voksne søn, som besøger hende ofte.
»For der vil ske noget,« som hun siger og knytter en kommentar til dem, der skilter med dannebrogsflag i vinduet.
»Det er en af dem, der ikke ved, hvor meget han udsætter sig selv for.«
Kvinden har boet i sin lejlighed i tre år, og hun har oplevelse af, at der sker der noget "underligt lyssky noget", når det bliver mørkt i Islandshøjparken.
Derfor har hun nu besluttet at flytte til en anden afdeling lidt væk fra området med en anden beboerforening. Flytningen kan først ske om et år, men det gør alligevel, at hun ikke er lige så bange for tale om, hvad hun tror, der kommer til at ske med Islandshøjparken på grund af den nye beboerformand og resten af bestyrelsen.
»Altså, jeg stemmer på Enhedslisten, og jeg er ikke imod dem. Men de overtager det hele, og det vil kun være de stærke, der overlever. Når jeg siger det, så er det, fordi jeg virkelig gerne ville, at vi skulle kunne være her alle sammen. Men det bliver ikke vores område mere,« siger hun.
Ifølge kvindens udsagn har et hejst fødselsdagsflag ikke tidligere kunnet flagre længe i Islandshøjparken, før snoren er blevet skåret over. Berlingske har forsøgt at efterprøve blandt andet denne påstand hos den almeneboligforening Vibo, som står for den daglige drift af Islandshøjparken. Men det har ikke været muligt at få kommentarer fra Vibo.
Gå ikke ud efter klokken 19
En anden kvinde har boet i Islandshøjparken i seks år med sin familie. Og de første tre år var det et rart sted at bo. Men nu hersker der efter hendes opfattelse "slet ingen respekt for andre mennesker". Hendes 15-årige datter må ikke være ude om aftenen efter klokken 19 på grund af tilråb, og skal datteren se sine venner, må hun fragtes i bil.
Siden sidste sommer har familien overvejet at flytte på grund af utrygheden i området, og med kvindens ord vil situationen i boligområdet formentlig "blive dårligere" med den nye beboerformand ved roret.
»Jeg frygter, at de tager det hele i deres hænder og bare vil klare det selv,« siger kvinden, selvom hun synes, det kunne være fantastisk, hvis foreningen ville samarbejde om de unge mennesker, som skaber utrygheden i kvarteret.
Den nye boligformand er blevet valgt ved en demokratisk generalforsamling. Selv erklærer han, at de politiske holdninger, han måtte have, ikke har nogen indflydelse på hans arbejde i boligforeningens bestyrelse.
»Jeg stillede op som formand, fordi jeg blev opfordret til det af mange beboere, og jeg vil arbejde for, at folk føler sig godt tilpas og er glade for at bo i Islandshøjparken. Min politiske holdning har ikke noget med sagen at gøre og får ingen indflydelse på arbejdet som formand,« siger Omar Saad til Frederiksborg Amts Avis.
Anderledes er holdningen hos den ældre kvindelige beboer. Hun taler meget med de mange børn i området, som fortæller hende, hvad der bliver snakket om i deres arabiske hjem.
»Når Danmark bliver deres, siger de, så skal vi bare se. Så får vi aldrig flag på flagstangen. Det siger børnene. De taler frit fra leveren,« lyder det fra kvinden.
Berlingske kender begge kvinders identitet.