Baskettræner: Dan var en beskyttertype

Dan Uzan, der i går blev skudt og dræbt ved den jødiske synagoge, beskrives som et sødt og ordentligt menneske af baskettræner.

Der bliver tændt lys og lagt blomster foran synagogen i Krystalgade søndag. Fold sammen
Læs mere
Foto: FABIAN BIMMER

I mere end 25 år har Dan Uzan været en del af basketmiljøet i Danmark. Han var over to meter høj og beskrives som en »stor fyr«. Måske var hans størrelse en af grundene til, at Dan Uzan fungerede som vagt ved synagoen i Krystalgade natten til lørdag.

I menighedshuset bag synagogen holdt en teenagepige nemlig fest for over 80 mennesker, for at fejre sin Bat Mitzva. Sammen med to betjente sikrede Dan Uzan, at udbudne gæster ikke kom ind. Dan Uzan blev skudt omkring kl. 01 natten til søndag af den mand, som politiet formoder står bag et terroranslag i Danmark.

Det var typisk, at Dan Uzan ville stå der, mener hans ven fra basketball og medtræner Lars Bæk.

»Vi kender ham som en stor beskyttende fyr. Han er det sødeste, venligste menneske. Det er tragisk, at han er død,« siger Lars Bæk, der godt vidste, at Dan Uzan var jødisk, men som primært kender ham gennem basket.

De to trænede et såkaldt »hyggehold«, hvor tidligere stjerner mødtes for at få afløb for deres gamle interesse.

»Alle i og omkring holdet værdsatte ham, og han vil helst sikkert blive husket for noget positivt,« uddyber Lars Bæk.

I følge Berlingskes oplysninger efterlader Dan Uzan sig en søster. Han er ikke gift eller har børn.

Politiformand roser kolleger: Det kunne være gået meget værre