Basim i nærkontakt af 1. grad

Hvad vil det sige at være dansker? Spørgsmålet har været ugens store diskussionsemne. I centrum af debatten stod Basim, den danske Grand Prix-stjerne med de marokkanske rødder.

Basim under optagelserne i København til en trailer, der skal bruges i forbindelse med det kommende Melodi Grand Prix. Foto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere

»Jeg er ikke indvandrer. Jeg har ikke indvandret til noget land,« lød det spontane svar fra Anis Basim Moujahid, eller bare Basim.

Svaret kom på et spørgsmål fra en af dagbladet Informations læsere: »Har du som indvandrer oplevet racisme i Danmark?«

Men trods marokkanske rødder er han faktisk født i Danmark og dansk statsborger, måtte Basim forklare om sin etnicitet og sit tilhørsforhold.

En uge senere kan Basim stadig ikke helt fatte, at et så simpelt, umiddelbart svar fra hans side kunne indlede en så omfattende debat.

»Jeg er overasket over, at det tog så meget fart. Overasket på den gode måde. Det er åbenbart noget, som har været rigtig vigtigt for os danskere,« siger Basim.

Det uheldige spørgsmål afslørede tilsyneladende en gråzone i det danske sprog og en stor tvivl omkring kriterierne for medlemskab af det fællesskab, som vi kalder »danskerne«.

Med andre ord: Hvornår skal vi inkludere vores medborgere med anden etnisk baggrund i klubben af danskere, lød spørgsmålet?

En lang række aktører meldte sig hurtigt på banen. Stemmer som Sherin Khankan, Omar Marzouk og Manu Sareen kom alle med deres bud på, hvad det vil sige at være dansker. De blev suppleret af en bred vifte af forskere.

Sprogforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Michael Ejstrup tilkendegav, at det danske sprog slet ikke indeholder ord, som kan bruges til at beskrive danskere som Basim. Han beskrev problematikken som »et stort usundt hul i sproget.«

Dette stemte overens med de personlige oplevelser, som forfatter og foredragsholder Sherin Khankan, har haft hele sit liv. Hun er barn af en syrisk far og en finsk mor, og har hele sit liv fundet ordene »indvandrer« og »andengenerationsindvandrer« fremmedgørende.

»Jeg ser det som dybt problematiske ord. Som indvandrer og andengenerationsindvandrer bliver man aldrig rigtigt en del af fællesskabet. Sproget er ikke ligegyldigt. Sprog skaber handling og mening. Hvis vi ikke inkluderer hinanden i sproget, bliver vi det heller ikke i praksis.«

Debatten bevægede sig snart i retning af broderfolket på den anden side af Øresund, svenskerne, der ofte bliver fremhævet som det gode eksempel, når det kommer til diskursen omkring mennesker med anden etnisk herkomst.

»I Sverige gør man nærmest en dyd ud af ikke at omtale folks etnicitet. Man bruger ikke udtryk som svenskere af anden etnisk herkomst. De er simpelthen bare svenskere,« forklarede historiker og ekspert i nordiske forhold Lars Hovbakke Sørensen.

Svenskerne ville med andre ord blot kalde en person som Basim for en svensker. Ikke en indvandrer som det var tilfældet i Danmark, hed det.

Dette er meget vel sandt på et overordnet plan, altså i medierne og i den offentlige debat. Svenskerne har længe været kendt som et politisk korrekt folkefærd, forsigtige i deres omtale af indvandrere, efterkommere og svenskere af anden etnisk herkomst.

Men sådan ser ikke alle svenskere på det. Amra Masic er en 20-årig svensker med bosniske rødder. Hun går ind i debatten for at nuancere udlægningen af Sverige som et land, der ikke ekskluderer folk af anden etnisk herkomst.

»Jeg er født i Sverige. Men på grund af min hijab oplever jeg ofte, at folk, jeg møder, har svært ved at se mig som en rigtig svensker.«

Amra Masic er ligesom Basim efterkommer af indvandrere. Hun er født i Sverige, hun er svensk statsborger men oplever alligevel i sin hjemstavn Malmø at blive identificeret som en indvandrer frem for en svensker.

»Jeg har i hele mit liv bevæget mig mellem to kulturer. Jeg hører aldrig rigtigt hjemme noget sted. Jeg bliver ikke anset som en ægte svensker, men heller ikke som en bosnier.«

Mohammed Amin Kharraki, som er talsmand for Islamiska Förbundet i Sverige, foreningen for svenske muslimer, forklarer, at Sverige på overfladen er et pænt og politisk korrekt land, men at svenske muslimer også oplever at føle sig fremmedgjorte i deres land.

»Vi kender også til denne problematik i Sverige. Svenskerne har også en klar idé om, hvordan en svensker skal se ud, og det er ikke med tørklæde og mørkt hår.«

Tilbage i Danmark måtte Basim også erfare, hvordan det føles, når landsmændene ikke altid er lige tilvendte et multietnisk samfund. Det kom blandt andet til udtryk, da Basim valgte at optræde til det danske Melodi Grand Prix med Dannebrog hængende i baggrunden. På de sociale medier udtrykte mange forargelse over valget, og mange mente ikke, at Basim var berettiget til det.

Basim selv mener, at Dannebrog symboliserer fest og sammenhold.

»Vi ved endnu ikke, om vi genbruger Dannebrog, det må i vente og se,« fortæller Basim.

For ham har debatten ikke ændret så meget. Hans holdning er den samme som før:

»Folk skal bare kalde mig Basim. Så er den ikke meget længere.«