Barneskeletter fundet ved Københavns Rådhus

Arkæologer fandt seks barneskeletter ved Københavns Rådhus, da der blev gravet ud til fjernvarmeforsyning.

Foto: Torben Jørgensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var et makabert syn nysgerrige københavnere fik at se, da seks barneskeletter for nyligt blev gravet op ved Rådhuspladsen på vej ned mod Farvergade. Her lå to af de opgravede skeletter nemlig side om side blotlagt på pladsen, mens udgravningen stod på. Nogle hastede hurtigt forbi, mens andre stoppede op for at undersøge, hvad der skete. For hvad var det dog for et syn, de var vidner til, skriver videnskab.dk.

Opgravningen fandt sted, fordi Københavns Energi skulle ændre på fjernvarmeforsyningen i området. Københavns Museum havde i forvejen en aftale med bygherren, fordi de vidste, at der lå mange interessante fund under pladsen. Og rigtig nok. De stødte hurtigt på i alt ni skeletter, hvoraf de seks var barneskeletter.

Hvor stammer skeletterne fra?

Helt præcis, hvor skeletterne stammer fra er umuligt at finde ud af, da mange af de potteskår man har fundet i området, kan være rodet rundt efter de utallige anlægsarbejder området har været igennem.

Men en muligt svar kan være, at barneskeletterne stammer fra et barneopdragelseshjem, som blev oprettet i 1606 af Frederik II, eller de kan stamme fra et hospital, som blev bygget på pladsen i 1666. Ifølge Niels Penthin Grumløse, museumsinspektør på Københavns Museum, har børnene dog højst sandsynligt ikke lidt en voldsom død.

- Det kræver en nærmere undersøgelse at finde ud af, hvordan de døde. Men der er ikke nogen voldsomme brud i knogler og kranier, så intet tyder på en voldelig død. Det kan have været en epidemi, siger han.

Udgravningen fortsætter

Over alt i det indre København og brokvartererne er der store udgravninger i gang til 18 nye metro-stationer – og på Københavns Museum, har man travlt som aldrig før. Museet står midt i en af Danmarkshistoriens største arkæologiske udgravninger – spredt over Københavns gamle bydel, så museet håber på mange andre spændende fund, som kan gøre os klogere på Københavns beboere fra en anden tid.

Men i første omgang skal de ni nyfundne skeletter undersøges grundigt, og så bliver de bragt op til Bispebjerg Kirkegård, hvor de skal genbegraves i, hvad der – forhåbentlig – bliver deres sidste hvilested.