Barn blev kvæstet i frontalt sammenstød mellem biler

Østjyllands Politi har bestilt en bilinspektør på grund af ulykkes alvor. 30-årig er alvorligt kvæstet.

En bilinspektør skal forsøge at klarlægge, hvorfor to personbiler tirsdag formiddag stødte frontalt sammen, oplyser Østjyllands Politi. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Et barn på fem år er tirsdag morgen blevet lettere kvæstet i en trafikulykke nær Årslev ved Randers, oplyser politiet.

To voksne er også kommet til skade ved ulykken, som opstod ved et frontalt sammenstød mellem to personbiler på Tustrupvej.

En af de tre personer i de to biler er alvorligt kvæstet og er ifølge politiet blevet bragt til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Der er tale om en 30-årig mand, oplyser politiet til Århus Stiftstidende. Hans tilstand beskrives som kritisk, men stabil.

Drengen og en 40-årig mand er kommet lettere til skade og behandles på sygehuset i Randers, oplyser Østjyllands Politi.

En bilinspektør skal foretage nærmere undersøgelser af forløbet, lyder det. Ulykken skete cirka klokken 7.40.

/ritzau/