Barfoed om bombesagen: Fortsæt dagligdagen

Både statsminister, justitsminister og Københavns overborgmester udtrykker tillid til, at politiet har styr på sagen om bombesprængningen i København.

Foto: Casper Christoffersen

Justitsminister Lars Barfoed (K) siger i en meddelelse, at han er meget tilfreds med den hurtige og effektive måde, som politiet og PET har håndteret situationen omkring bombesprængningen ved Israels Plads i København.

- Den alvorlige sag illustrerer under alle omstændigheder vigtigheden af at have et højt sikkerhedsniveau og et stærkt beredskab til at forebygge alvorlige forbrydelser og terrorhandlinger i Danmark, siger Lars Barfoed, og understreger, at regeringen nøje følger udviklingen i sagen.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udsendte til aften en  pressemeddelelse:

»Uanset hvad der er baggrunden for bombesprængningen, er det vigtigt, at vi ikke lader os styre af frygt eller ændrer den måde, vi lever på. Selvom begivenheden virker voldsom, skal vi fortsætte vores dagligdag, imens politiet fortsætter efterforskningen,« skriver Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

LÆS OGSÅ: Bombemand er fængslet i isolation

- Vi ved endnu ikke, om gårsdagens bombesprængning er terrorrelateret. Men alene det faktum, at vi ikke på nuværende tidspunkt kan udelukke, at der er tale om en terrorrelateret forbrydelse, gør, at mange borgere i disse dage får terrorfrygten ind på livet. Men selv om gårsdagens begivenheder virker voldsomme, skal vi fortsætte vores dagligdag og udføre vores gøremål, siger Lars Barfoed.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har tillid til, at politiet kommer til bunds i efterforskningen, siger han i en meddelelse.

LÆS OGSÅ: Bombemanden nægter sig skyldig

- Det vigtigt, at politiet og PET får arbejdsro til at udrede denne sag. Politiets og PET's oplysninger om, at det ikke kan udelukkes, at bombeeksplosionen fredag ved Israels Plads kan have været et mislykket terrorangreb på København, gør stort indtryk på mig, siger Frank Jensen og tilføjer:

- I en sag som denne må der ikke tages chancer, og jeg er tilfreds med, at politiet øger beredskabet også selvom man ikke med sikkerhed kan sige, hvem manden er, og hvad hans motiver er.

/ritzau/