Bare rolig – det klarer far og mor

Deres forældre søger job for dem og ringer til universiteterne for at klage. Det er ikke kun de små børn, der er centrum i familiens liv. De unge bliver også hjulpet af mor og far.

Modelfoto: Iris Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Telefonen ringede på kontoret. I røret var en far, der skulle høre mere om elevpladsen. Ja, faktisk ville han også lige fortælle, hvor dygtig hans søn var. Ord for ord gik det op for Peter Engelbrecht, at faderen var i gang med at søge stillingen på vegne af sin søn.

»Han diskvalificerede sin egen søn. Jeg tror, enhver forælder kan forstå, at man kan være fristet til at gøre det. Vi vil jo alle sammen gerne hjælpe vores børn. Men man kan hurtigt gøre sine børn en bjørnetjeneste. De færreste er interesseret i nogen unge mennesker, der ikke er selvstændige,« siger direktøren i virksomheden Firmafon.

Noget gik op for Peter Engelbrecht efter samtalen med den ivrige far. Han har selv hjulpet sine egne børn med at finde praktikplads ved både at sende email og have samtaler på deres vegne.

»Jeg er kommet frem til, at det ville jeg nok have gjort anderledes. Der er ikke noget i vejen med at benytte sit netværk, men barnet skal selv tage kontakt. Det er i høj grad et dilemma for forældre i dag, hvor meget man skal hjælpe sine børn. Især hvis man selv befinder sig på arbejdsmarkedet og har en god uddannelse. Der eksisterer en curlingproblematik hos den generation, der er på vej til at blive voksne nu,« siger han.

En rundspørge i Berlingskes Mediapanel viser, at hver femte med et barn over 18 år har hjulpet med det med at kontakte en potentiel arbejdsgiver. Samtidig har knap halvdelen hjulpet deres barn med at skrive en ansøgning, efter at barnet var fyldt 18 år, og 39 procent støtter deres børn økonomisk, selv om de ikke længere bor hjemme.

Tal, der viser, at vi hjælper vores børn, så godt vi kan.Hos Dansk Byggeri oplever medlemmerne, at forældre af og til hjælper afkommet lidt for meget. Ifølge afdelingschef Louise Pihl er det generelle indtryk hos virksomhederne, at deres lærlinge er meget umodne. »Vi hører historier om, hvordan det er mor eller far, der ringer ind til virksomheden, når barnet skal søge praktikplads. Eller at de ringer ind og brokker sig over nogle forhold på arbejdspladsen. Mange steder oplever de, at det er forældrene, der kontakter dem først og tror, at de kan komme ud at lave en aftale. Men hvis man ikke selv kan komme og søge en praktikplads, så er man jo lidt dumpet. De oplever også, at når lærlingen er syg, er det mor, der ringer og melder vedkommende syg.«

Mange af de unge lærlinge, der kommer direkte fra folkeskolen, opfatter sig selv som børn, og det gør deres forældre også. Men på arbejdspladsen bliver man betragtet som en voksen på lige fod med de øvrige ansatte.

»Der er et overgangsritual, som på en eller anden måde mangler. Det er et kulturchok for dem, når de kommer ud. Deres umodenhed kommer til udtryk ved, at de skal have andre til at gøre tingene for sig. De skal hele tiden instrueres og tager ikke selv initiativ. De har problemer med den helt fundamentale opfattelse af, hvad en arbejdsplads er,« siger Louise Pihl.

Børn er blevet projekter

På CBS har studiechef Rie Snekkerup lige fået en mail fra en vred forælder, der beklager sig over, at hendes datter ikke har fået svar fra uddannelsesinstitutionen vedrørende en eksamen. Hvorfor den studerende ikke selv har kontaktet hende, ved hun ikke. Det er især omkring optagelse af studerende, at studiechefen bliver kontaktet af forældre.

»Enten vil de klage, eller også vil de gerne have en forklaring. Det oplever vi mere af. Der er også en større forældredeltagelse til åbent hus-arrangementer, end der tidligere har været. Vi har oplevet, at folk ikke forstår det krav, vi på nogle af uddannelserne har til engelskniveauet. Her reagerer forældrene med en henvendelse eller klage, selv om vi forud for optagelsen har oplyst om de nødvendige papirer til dokumentation. Jeg har oplevet et par gange at få et brev fra et advokatfirma, hvor vi er blevet truet med et søgsmål, hvis den pågældende ansøger ikke er blevet optaget. Alt det handler om, at den studerende ikke behøver at rette sig efter reglerne. At vedkommende er centrum,« siger hun.

CBS er glade for forældreinteresse. Det interessante spørgsmål er, hvor grænsen går, så forældrene ikke overtager og træffer valget for den unge.

»Vores børn er blevet projekter. Vi følger dem og passer på dem, så godt vi kan. Men vi mener, at det er over grænsen, hvis det er forældrene, der stiller alle spørgsmålene til et åbent hus-arrangement, eller hvis det er forældrene, der ringer og klager over en karakter. Det skal den studerende selv kunne klare på en universitetsuddannelse.«

Rie Snekkerup ser ikke de studerende som curlingbørn, der er gået igennem livet uden modstand. Det handler om perfektionisme.

»Vi ser unge, der presser sig selv, fordi de skal være hurtigt færdige. De klager mere end de tidligere generationer over karaktererne. Det gør de for eksempel, hvis de har fået et syvtal. Det er ikke godt nok i deres verden, hvor de har været vant til at få 12-taller i gymnasiet,« siger hun.

Frihed under overvågning

Forældrenes curlingdilemma, som Peter Engelbrecht fra Firmafon taler om, kan familieforsker og professor Per Schultz Jørgensen nikke genkendende til.

Forklaringen på fænomenet curlingbørn hænger ifølge ham sammen med kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet i 60erne og nye familiemønstre, hvor børn er i pasningsordninger. Det udvikler en ny type forældreadfærd, der er præget af betydelig frihed for børnene, men samtidig er et forsøg på overvågning og styring fra forældrenes side. »Dilemmaer kan ikke løses. Dem må man leve med eller indrette sig med, og det gør forældre ved at give deres børn utrolig stor frihed og de bedst mulige rammer for deres liv. Men også ved holde en snor i dem. Op igennem 70erne, 80erne og 90erne får børn rettigheder, frihedsgrader og muligheder. Samtidig er vi som forældre dybt bekymrede. Vi er fraværende. Derfor er vi som forældre over børnene hele tiden og overvåger dem. Det er i den dobbeltbinding, at curlingdilemmaet består,« siger Per Schultz Jørgensen.

Børn har i dag masser af friheder i forhold til medier og forbrug. De er et varemærke, og de har indflydelse i familien. De har også som store skolebørn og unge personlige frihedsgrader, når det gælder kærester og seksualitet.

»Men forældre overvåger og forsøger at styre lektielæsningen, kontrollere alkoholindtaget eller overvåger børnenes elektroniske midler som SMS, Facebook – og nogle endda med overvågningskameraer,« siger han.

Sikkerhedsnet under selvbevidste unge

Friheden har fået børnene til at stille øgede krav til deres forældre. Respekten for forældrene er mindsket, og børnene skælder dem ud, hvis ikke de lever op til deres forventninger. Eksempelvis hvis forældrene ikke vil hente dem fra arrangementer efter mørkets frembrud.

Men selv om børnenes forholdsvis nyerhvervede, individuelle friheder er betydelige, findes der også rammer for frihederne. »Ud fra en sociologisk vinkel er friheden samfundsmæssigt struktureret. Vi kan se det med modsat fortegn hos de børn, der ikke er curlingbørn, men kommer fra hjem med få ressourcer og mange konflikter. Når de flytter hjemmefra, bliver de omgivet af en række risikofaktorer, som flyder direkte ind i deres liv. Risiko for at droppe ud af uddannelsen, at få de forkerte venner, at drikke sig for meget i hegnet eller at begynde at tage stoffer. Alt det bliver de langt mere udsat for. De har ikke forældre, der stadig holder et vist øje med dem,« siger Per Schultz Jørgensen.Imens holder curlingforældrene et sikkerhedsnet under deres børn. De holder dem hjemme, så de først flytter for sig selv som 20-22-årige.

»Det er jo netop også en dobbeltbundethed, for det er ikke naturligt, at 20-årige, der jo er voksne, skal have den omsorg fra deres forældre. De skulle vel stå på egne ben. Men det giver fordele for begge parter. Økonomisk og servicemæssigt for børnene, mens forældrene får social kontrol og sikring af fordele for afkommet i den fremtidige tilværelse,« siger han.

Det facit må den overlæge, der i november måned indrykkede en senere meget Facebook-delt boligannonce i en lokalavis også være kommet frem til. I annoncen søger han en lejlighed til sin søn, der netop har afsluttet jurastudiet og nu skal begynde karrieren i Justitsministeriet.

Sønnen er ansvarsfuld, rolig, ikke-ryger. Og 27 år gammel.