Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mads Nørgaard og Benedikte Utzon er jævnaldrende, de er begge designere, de har begge været en del af modebranchen i mange år, de designer under eget navn, og de viste deres kollektioner onsdag.
Men dér slutter lighederne også, for mens Benedikte Utzon viser tøj til kvinder, der ikke er purunge, laver Mads Nørgaard stadig tøj til både unge mænd og kvinder.
Det viste han i går på et seks minutter langt show på Charlottenborg, hvor bandet Baby in Vain spillede, mens de allerbedste danske modeller viste en række sæt frem. Tænk stramt som bare fanden, tænk kort, tænk bare maver, løse bukser og løse jakkesæt. Lidt 1990erne møder sport møder Nørgaards striber, og kantet musik opstår. Det holdt, og det virkede, men Nørgaard må endelig ikke blive påtaget ung med de unge.
Benedikte Utzon var derimod mere klassisk på alle måder. Et længere show, masser af gæster inklusive de kindkyssende kendisser og grevinde Alexandra.
Det var en kollektion til kvinder, der gerne vil se og føle sig sexede uden at forsøge at klæde sig som deltagere på »Paradise Hotel« (og i det hele taget godt vil klædes på, ikke af).
Allerbedst var lædertingene, ualmindeligt fine bukser, mægtigt stramme, men velsiddende, gode gode gode nederdele og fine frakker i en meget glathåret koskind.
Og så en hyggelig heldragt i mink. Den koster sikkert 100.000 kroner, men hvor så den rar ud. Det var en usandsynligt ubesværet kollektion, der også var stylet smukt og skødesløst, som man kun kan gøre med overskud og talent. Tøj, der i allerhøjeste grad og i ordets smukkeste betydning var brugbart.
Kedelig kinesisk tilgang til pelsen
Onsdag bød også på masser af pels, først da Birger Christensen viste sin nye kollektion, designet af Michael Kristensen på moderne pels.
Til Kopenhagen Furs show, som reelt var ugens tredje show efter Whiite tirsdag og Birger Christensen to timer før, men formelt var ugens åbningsshow, var det klart de danske designere, der viste de mest interessante ting. Freja Dalsjø, der var inspireret af Mondrian, som også gode gamle Yves Saint Laurent har været det, viste meget smukke frakker med felter af farvet pels i forskellige teksturer, ligesom Anne Sofie Madsen på kjoler og sweatre legede med materialerne og beviste, at pels – hvis det ikke var så rasende dyrt – er for alle, ikke kun for fine gamle damer. De tre viser deres egne show i løbet af ugen, og det er værd at se frem til.
De kinesiske designere havde en langt mere traditionel tilgang til pelsen, som var kedsommelig og uny, og egentlig burde de have besøgt Birger Christensens show onsdag morgen, der demonstrerede, hvordan pels, der skal være elegant og eksklusivt uden at være nyrigt prangende og damet, kan se ud. Meget meget meget smukke, farvede minkjakker og jakker og swakara, brugt så det ikke blev persianerfarmorgammelt, men elegant og lidt råt.
En god begyndelse på en modeuge, der i få show viste sin bredde. Fra bare maver til lune zobelpelse. Fra teenagere til voksne damer. Og deres mænd og sønner.