Bare én af Danmarks håndboldpiger

Den nøddebrune højrefløj hos de danske håndboldkvinder Josephine Touray har som spiller måttet høre for sin jyske baggrund. Men ikke for sin hudfarve.

Bare én af Danmarks håndboldpiger - 1
Josephine Touray er glad for at samle alle sine aktiviteter i København Tidligere har hun boet i Kolding, læst i Odense og spillet håndbold i Ikast. Det gjorde hende rastløs. <br>Foto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere

BÉKÉSCSABA: Der er noget Disneyagtigt nuttet over landsholdets mus på højre fløj, Josephine Touray, når hun piler af sted langs sidelinien på håndboldbanen i jagten på endnu et kontramål hos de danske håndboldkvinder. Ikke en kat ville kunne gøre hende fortræd, tænker man uvilkårligt.

Der er dog personer i den danske befolkning som med udgangspunkt i deres egne fordomme føler sig kaldet til at udtrykke sig negativt om medmennesker med en anden etnisk baggrund. Eller en anden hudfarve. Som Josephine Touray.

I sportens verden, hvor spillet på banen ofte fremkalder stærke følelser hos publikum - især de inkarnerede fans - har man på det seneste oplevet flere episoder, hvor tilskuere har lavet abelignende lyde efter spillere med mørk hud. Der er også eksempler på, at de samme spillere har oplevet, at der efter samme abetema er blevet kastet bananer ind på banen til dem.

Det er især i fodboldens verden, at de aktuelle sager er fremkommet. Specielt i Spanien, England og Holland. Men også mørklødede spillere i de danske Superligaklubber har fortalt om oplevelser, hvor de er blevet chikaneret med udgangspunkt i deres hudfarve.

Det er blevet diskuteret på højt plan, om der er tale om, at egentlig racisme er på vej ind på sportens arenaer, eller om denne form for publikumsadfærd »bare« skal tolkes som et forsøg på at hyle modstanderen ud af den. Med alle tilgængelige midler.

At problemet tages for mere end blot drilleri i kampens hede, kan dog ses ud af, at det europæiske fodboldforbund UEFA op til en Champions League-kamp mellem PSV Eindhoven og Arsenal i Holland for et par uger siden gav kampens dommer ordre på, at han skulle afbryde opgøret, hvis han oplevede, at det hollandske publikum hånede Arsenals mørklødede spillere.

I håndboldens univers har man i det seneste årti oplevet en stigende professionalisering af de danske ligaer. Især kvindernes Håndboldliga, der uden tøven betegnes som »verdens bedste« efter tilgang af mange udenlandske topspillere. Blandt dem også nogle med en lidt anden hudfarve. For eksempel franskmændene Nodjialem Myaro i Kolding IF og Leila Lejeune i FC København.

Denne kvalitative opgradering af kvindernes liga krydret med en sand medaljeregn over det danske landshold har øget publikumstilstrømningen til håndbold på højeste niveau ganske markant de seneste år. Og klubber som Aalborg DH, Slagelse FH, Viborg HK og Ikast-Bording EH kan på en god dag sagtens samle 5.000 tilskuere til et opgør.

Flere af klubberne har også opbygget en egentlig fanstruktur, som man kender det fra fodboldens Superliga-klubber - især Brøndby og FC København - men endnu har det ikke medført et behov hos publikum for at håne enkeltstående spillere på grund af deres etniske herkomst eller hudfarve.

»De har da råbt bonderøve efter os, men det synes vi bare er sjovt,« fortæller Ikast-spilleren Josephine Touray om udekampe mod FCK Håndbold i Frederiksberg-hallerne.

Hun kan kun bekræfte, at håndboldsportens farvede udøvere endnu ikke behøver at finde sig i abelyde og banan-hilsener.

»Nej. Altså jeg tror, at håndboldpublikummet er anderledes end fodboldpublikummet. Når du er fan af et hold i fodbold, så lever du og ånder for det hold. Det er jo på en anden måde. Især i England og Spanien, hvor det er forekommet. Jeg har altså ikke været udsat for noget. Heldigvis. Jeg føler mig jo også dansk. Jeg har en anden baggrund, og den er jeg stolt af. Jeg er anderledes end de andre piger, det ved jeg godt. Men jeg føler mig da som en af Danmarks håndboldpiger, som de andre gør.Det er jo også sket for danske fodboldspillere?

»Ja, men igen. Fodboldkulturen er lidt anderledes. Fodboldtilhængere bliver meget utilfredse, hvis deres hold spiller dårligt. Håndboldpublikum er lidt mere familien Danmark-agtig. Det er en familieoplevelse, og hvis det er skidt, den dag, de ser på, så tænker de, at det nok bliver godt næste søndag. Det er lidt som om, de er mere tolerante over for fiasko. Fodboldtilhængere er også ofte sådan nogle, der har holdt med for eksempel Liverpool eller Manchester United hele livet. Og det kan der bare ikke laves om på. Så forlanger man også noget af sit hold. Det gør håndboldpublikum også, men de er bare glade, hvis man vinder.«

Hvordan har du det med den opførsel, der bliver vist på fodboldbanerne med bananer og abelyde?

»Jeg synes jo, det er håbløst. Helt klart. Det er usagligt, men det synes jeg ikke, jeg skal komme nærmere ind på,« griner Josephine lidt undskyldende.

Hvorfor ikke?

»Nej, det tror jeg bare ikke, jeg skal.«

Hvorfor tror du, at der er nogen, der har behov for at udvise sådan en adfærd?

Josephine tænker lidt. »Det kan være, at de mangler noget i deres liv. Men jeg synes, det er noget mærkeligt noget, at der skal sådan noget til, for at man selv får det godt. At man råber efter folk, der kommer et andet sted fra, som ikke har gjort dem noget som helst. Det synes jeg er en mærkelig opførsel. Jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i sådan noget.«

Hvad synes du, man skulle gøre ved det?

»Lade dem gøre det. Og være ligeglad.«Der er nogle i den her debat, der mener, at den omtalte adfærd så at sige hører til spillet. At man skal passe på med at kalde det racisme, for de tager det jo ikke med uden for stadion. Det er en del af fodboldgamet, og dér bliver det. Og så er det vel egentlig ok. Er det det?

»Jeg synes jo ikke, det er ok, at folk er racister.«

Men er de det? Kan man skelne mellem folk, der kun råber til fodbold, og dem, som måske føler det her hele tiden?

»Det kan jeg ikke. Jeg vil sige, at hvis der var nogen, der råbte efter mig på håndboldbanen, så ville jeg også kalde dem racister uden for banen. Hvad skulle forskellen være på at råbe på banen eller alle mulige andre steder?«

Men du tror ikke, du nogensinde vil komme til at se det i håndbold?

»Det håber jeg ikke. Men jeg kan selvfølgelig ikke sige det.«

»Bonderøven« Josephine Touray skifter i øvrigt Provinsen og Jylland ud med landets hovedstad og FCK Håndbold, når denne sæson er forbi i foråret 2005. Derefter slipper hun formentlig for tilråb fra FCK-fansene i Frederiksberg-hallerne, selv om det næppe er grunden til, at hun vælger ny klub.

Hvorfor skifter du?

»Det har en masse personlige årsager. Jeg har ligget og kørt mellem en masse byer. Boet i Kolding, læst i Odense og spillet håndbold i Ikast. Og det har gjort, at jeg har følt mig lidt rastløs og ikke følt, at jeg hørte til et bestemt sted. Nu vil jeg gerne have det hele samlet på et sted. Ud over det synes jeg også, at FCK har gang i noget spændende. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været en svær beslutning. For jeg har været rigtig, rigtig glad for at spille i Ikast. Det er en fantastisk klub.«

Sportsligt kunne man mene, at Ikast er en klub med en bedre udsigt end FCK?

»Jeg synes, FCK har nogle muligheder, for de har den der kæmpe organisation og en kæmpe viden, de kan trække på. Derfor ser jeg en god fremtid for klubben. Mit klubskifte handler dog mest om, at jeg skal kunne fungere 100 procent som menneske. Få hverdagen til at hænge sammen.

Og så synes jeg også, at København er en spændende by, som jeg har altid godt har kunnet tænke mig at bo i.«Livet som pendler er dog ikke helt forbi for Josephine, når hun om et halvt års tid tiltræder i FCK Håndbold. På det tidspunkt mangler hun fortsat et halvt år af sit studie i Odense, som hun bliver nødt til at gøre færdig dér.

»Når det er overstået, vil jeg bruge det næste halve års tid på at afgøre, om jeg skal have et job, eller om jeg skal læse overbygningen. Og det vil selvfølgelig komme til at ske i København.«

Tourays aftale med FCK Håndbold betyder, at hun nu bliver klubkammerat med Lene Tobiasen, der ligesom Josephine er udtaget til højre fløj på landsholdet. Spørgsmålet er, om det er smart, at landsholdets to udvalgte på denne plads også skal kæmpe om spilletiden i samme klub.

»Det synes jeg, det er. Lene og jeg skal nok få et godt samarbejde. Og jeg tror, at fordi vi begge også spiller på landsholdet, så kommer vi til at kende hinanden rigtigt godt. Og det samarbejde vil få det bedste ud af begge spillere. Jeg håber, at vi kommer til at supplere hinanden rigtig godt sådan, at når man er inde, så giver man alt, hvad man har. Og når man sidder ude, så giver man alt, hvad man har til den, der er på banen. Vi har også begge haft lidt skader, så jeg tror egentlig det er fint nok, at vi er to til at deles om pladsen, og til at hjælpe hinanden.«

Så Lene Tobiasen risikerer ikke at blive skubbet ud. For man må vel sige at første/anden-valget er rimeligt klart?

»Det ved jeg ikke, om det er. Måske lige nu, men det kan hurtigt ændre sig. Det er sundt nok at have lidt konkurrence, men samtidig kan vi også hjælpe hinanden til at blive bedre håndboldspillere.«

Har det haft indflydelse på dit valg?

»Nej, det har været en masse ting uden for håndboldbanen, der har afgjort det,« fastslår Josephine Touray.